Vil ikke forstyrres!

Læsning er en pladskrævende hobby, og her tænker jeg ikke bare på bøger, der formerer sig hæmningsløst, så snart man vender ryggen til, eller reoler, der breder sig usystematisk langs væggene om natten, mens man sover. Seriøs såvel som useriøs læsning kræver plads til uforstyrrethed og fordybelse. Med andre ord: man må have et sted, hvor man kan sidde og læse i fred.

Efter at have arbejdet på sagen i en årrække, er det omsider lykkedes mig at erobre et hjørne af stuen, som jeg har møbleret med en magelig stol til formålet. Løsningen er dog ikke ideel. Erfaringen har tydeligt vist, at arrangementet ikke forhindrer andre beboere i Casa Stenstrop i at henvende sig til en, uanset hvor opslugt man er af sin bog eller forsøger at være.

Seriøs såvel som useriøs læsning kræver plads til uforstyrrethed og fordybelse. Med andre ord: man må have et sted, hvor man kan sidde og læse i fred …

Derfor kan man godt engang imellem misunde Virginia Woolf hendes writing lodge – den træhytte til at læse og skrive i, som hun lod opføre på sin og mandens ejendom Monk’s House i Sussex. Til at begynde med havde hun ganske vist ikke meget fornøjelse af hytten, fordi hun ustandselig blev forstyrret af hunden, naboens børn eller kirkeklokkerne, og i øvrigt var der så koldt om vinteren, at hun dårligt kunne holde på en pen. Men efter ti års trængsler blev lodgen flyttet til den fjerneste ende af haven under et kastanjetræ, hvor der var mere fred og ro, så hytten bedre kunne opfylde sit formål. Beklageligvis var det også her, Virginia Woolf en kold forårsmorgen 1941 skrev afskedsbrevet til sin mand Leonard, inden hun gik ned til floden og gjorde en ende på det hele, men det er en anden historie.

Selve ideen med hytten var jo god nok, og med Virginia Woolfs writing lodge som forbillede har National Trust i England lanceret et Reading Room til haven, som man kan få leveret inklusive opsætning for godt og vel 80.000 kroner (hvis man altså bor i England). Det er måske lige i overkanten for en simpel træhytte, men hvis man har mod på det, skulle den være forholdsvis nem at kopiere. Grundplanen er generøst lagt ud til fri afbenyttelse.

Måske kunne man også nøjes med at bestille et Writer’s Retreat til ‘kun’ cirka 55.000 kroner. Det er inspireret af George Bernard Shaws writing hut på residensen Shaw’s Corner og selvsagt fortrinsvis beregnet til at skrive i. Skulle man finde lokaliteten for lille til læsning, foreligger der på lune sommeraftener heldigvis altid den mulighed at sætte sig udenfor på bænken og flanere med sin yndlingslekture.

Mysteriet om Jussi Adler-Olsen

I den senere tid har jeg været forfulgt af en vis krimiforfatter, men gudskelov er jeg ikke er den eneste. Aviser, blade, radio og tv stopfodrer i øjeblikket ikke bare mig, men alle andre, der kan se og høre, med artikler, udsendelser og indslag om Jussi Adler-Olsen, for lige nu er han det hotteste navn i dansk krimilitteratur. Alle taler om ham.

Alene inden for den sidste uge er jeg stødt på Jussi Adler-Olsen tre gange. Jeg har hørt et interview med ham i Skønlitteratur på P1 som podcast, jeg har hørt en podcast på en hel time med Jussi Adler-Olsen fra Krimimessen i Horsens, og forleden dag fulgte 21 søndag i hælene på ham, da han var på research på Sprogø i forbindelse med en ny bog i serien om kriminalkommissær Carl Mørck og Afdeling Q. På arbejdet har jeg indtryk af, at jeg er den eneste i redaktionen, der ikke har læst eller er i gang med Flaskepost fra P, så der er snart ingen vej udenom. Der er gået hype af Stieg Larssonske dimensioner i Jussi Adler-Olsen.

Hvem er Jussi Adler-Olsen egentlig, når det kommer til stykket? Eksisterer han overhovedet, eller er han pure opspind …

For en times tid siden kommer jeg hjem fra biblioteket med det nye nummer af Litteratursidens nye bogmagasin, slår op på side 14, og gæt, hvem der er et portræt af! Men Jussi Adler-Olsen virker heldigvis som en helt igennem sympatisk person, og efterhånden har jeg fornemmelsen af, at jeg virkelig kender ham. Han er på min egen alder, og det er somme tider næsten, som om vi har gået i skole sammen.

Så var det, at jeg gik ind på Jussi Adler-Olsens hjemmeside for at se, om der eventuelt skulle være noget, jeg ikke vidste om ham, hvad jeg næppe kunne forestille mig. Men jeg tog fejl, for hans CV oplyser uden omsvøb og som den naturligste ting i verden, at han er student fra Rødovre Statsskole. I sig selv ikke nogen skelsættende information, men det forholder sig tilfældigvis bare sådan, at det er jeg også – oven i købet fra samme år! Med andre ord: vi har gået i skole sammen i tre år, men jeg kender ikke manden og har aldrig mødt ham.

Så hvem er Jussi Adler-Olsen egentlig, når det kommer til stykket? Eksisterer han overhovedet, eller er han pure opspind, en ren og skær fantasme? Det er jo lige til en krimi.

På den anden side har han sikkert heller ikke den ringeste mistanke om, hvem jeg er.

An Education på tryk

Erindringsbøger er ikke det, der fylder mest i min reol, og det er meget få liv, jeg har fordybet mig i på den måde. Men sidste uges filmoplevelse, som jeg stadig er opløftet over, bygger faktisk på en autentisk historie, som man finder i den britiske journalist og forfatter Lynn Barbers erindringsbog af samme navn som filmen, og jeg skyndte mig at downloade en læseprøve på min Kindle-konto. På den måde fik jeg kvit og frit introduktionen + kapitel 1, der handler om barndomsårene i London-forstaden Twickenham, men ikke kapitlet om forholdet til den mystiske David, som er grundlaget for filmen. Det kan til gengæld læses her i The Observer, hvor Lynn Barber var ansat, indtil hun for nylig skiftede til Sunday Times.

Det var Nick Hornby, der så filmpotentialet i Lynn Barbers historie, da han læste den første gang i Granta Magazine i 2003. Hans kæreste og senere hustru, filmproduceren Amanda Posey, købte herefter filmrettighederne af Lynn Barber, og Hornby brugte adskillige år på at skrive og finpudse filmmanuskriptet. Man fornemmer tydeligt Nick Hornbys stil i manuskriptet, og selv om der både er lagt til og pyntet på den oprindelige historie, ligger hans version forbløffende tæt på Lynn Barbers.

Hornbys filmmanuskript er selvfølgelig allerede udkommet, men der findes ikke nogen Kindle-version endnu. Til gengæld ligger det frit tilgængeligt i sin fulde længde i en hemmelig udgave her (og hvis man har set filmen, vil man opdage, at der er lavet om på slutningen).

Bortset fra det, ender det nok med, at jeg bliver nødt til at fodre min Kindle med resten af Lynn Barbers erindringer.

Opdatering lørdag, 15. maj 2010 – 16:19
Lynn Barbers erindringsbog er nu oversat til dansk af Annelise Schønneman og har fået titlen – An Education! Bettina Heltberg anmelder bogen i Politiken i dag her.

Krimier der tager den med ro

På anbefaling af capac gik jeg for et stykke tid siden om bord i Leonardo Paduras romanserie fra Cuba, den såkaldte Havana-kvartet. Nu har jeg læst Maskespil i Havana og Den ulastelige cubaner og er foreløbig fornøjet.

Havana-kvartetten giver sig ud for at være krimier, og bøgerne har da også hver især et plot, men det er aldrig særlig udspekuleret, og hvis man har sat næsen op efter et traditionelt whodunit-mysterium med fart over feltet og stribevis af gys og supplerende mord undervejs, kan man være helt sikker på at blive skuffet. Ingen cliffhangere her!

Havana er på mange måder en mere helstøbt og nuanceret ‘figur’ i bogen end byens indbyggere …

Er man derimod en hund efter velformede sætninger, og har man tålmodighed til at nyde dem på bekostning af tempoet, er der meget at komme efter, og man kan læse bøgerne alene for Paduras skildring af Havana. Han fortæller forfærdelig smukt om den forfaldne by med de afskallede huse, solsvedne træer og forbudte værtshuse, og Havana er på mange måder en mere helstøbt og nuanceret ‘figur’ i bogen end byens indbyggere. Padura går heller ikke af vejen for at skrive kritisk om styret og om skyggesiderne af den cubanske virkelighed.

Hovedpersonen er den melankolske, småfilosofiske kriminalkommissær Conde, der er blevet politimand ved et tilfælde. Han ville egentlig hellere have været forfatter og har aldrig helt sluppet drømmen. I det hele taget dagdrømmer han en del, mens han slentrer omkring og snakker med gamle kammerater og andet godtfolk, mere for sin egen fornøjelses skyld end for at opklaringens, har man indtryk af. Men metoden virker. Han finder ud af, hvem der gjorde det og hvorfor, og imens har man lært ham temmelig godt at kende.

Jeg læser nu nok de to andre bøger i serien alligevel.

Leonardo Padura var med på Krimimessen i Horsens tidligere på måneden, og skulle nogen have lyst til at høre manden selv, er der interview med ham fra messen i Skønlitteratur på P1 i morgen kl. 14.03.