Stenstropedia
Rapporter fra en lænestol
Intro/motto/credo
Sandheden, hele sandheden og kun sandheden, medmindre det er sjovere at finde på noget selv.
Første uge med Dorian Gray
Det kom ikke til at gå helt som planlagt med læsningen af Billedet af Dorian Gray. Det var planen at læse 11 sider om dagen, men der er kommet uopsættelige gøremål i vejen hele ugen igennem, så det endte med at jeg måtte sluge de første 5 kapitler i én mundfuld i formiddags for at komme på omgangshøjde. Hvordan er det gået jer — Capac, Sifka, Rasmine, Regitze, Dana, Gitte, Sanne, Brorsan og muligvis også Jens?
Faktisk er det ikke første gang jeg læser Dorian Gray, men første gang var ingen succes. Jeg gik i gymnasiet, og den var ikke pensum, men — meget mod mine principper — gik jeg i gang med den ganske frivilligt fordi jeg var faldet for Wildes vittige komedier og havde en forventning om, at Dorian Gray nok var lige så underholdende. Det var den ikke, og ved gensynet her flere årtier senere må jeg desværre konstatere at den ikke bestod halvsidesprøven. Men bare rolig, jeg skal nok holde ud til den bitre ende — jeg kan jo nå at ændre syn på sagen — men foreløbig synes jeg bare den er for meget. Især på grund af Wildes alter ego Lord Henry Wotton der er tæt på at være ulidelig med sine evindelige ‘åndfulde’ paradokser, som vi kender så godt fra Wilde selv. Løsrevet fra sammenhængen fungerer de uendelig meget bedre!
Se, nu er jeg jo meget spændt på at høre Læsehippologisk Søndagsklubs medlemmers foreløbige tanker, meninger og overvejelser.
Og så mødes vi ellers igen på næste søndag på den anden side af kapitel 9 eller efter den næste fjerdedel, alt efter udgave.
Fortsat god læselyst — ikke mindst til mig selv.
P.S. Sanne har ihærdigt opfordret mig til at designe et bogmærke med læseklubbens logo til udprintning. Men er det ikke bare at højreklikke på det, kopiere og overføre det til at passende stykke pap eller papir? Keine Hexerei, nur Lurendreierei …
Hvis du har noget at tilføje ...
Kategorier
- Andre steder (23)
- Bagsiden (33)
- Billedtema (2)
- Bøger (103)
- Design (24)
- Film og tv (24)
- Ikke-anmeldelser (4)
- Intermezzo (27)
- Kommunikation (29)
- Medier (33)
- Mode (1)
- Musik (33)
- Mænd og kvinder (1)
- Notater (198)
- Skriveri (18)
- Udklip (14)
Arkiv
- august 2010 (1)
- juli 2010 (3)
- maj 2010 (3)
- april 2010 (3)
- marts 2010 (6)
- februar 2010 (3)
- januar 2010 (3)
- december 2009 (2)
- november 2009 (6)
- august 2009 (6)
- juli 2009 (3)
- juni 2009 (7)
Jeg har kun læst første kapitel – fik nemlig først fat på mit eksemplar i går og har haft andet at gøre – men det går vel, hvis jeg læser et kapitel om dagen fra nu af.
Jeg er lige så irriteret på Lord Henry og af samme grund.
Jeg synes også, at Basil Hallwards betagelse af Dorian Gray – med tilhørende teori – er mere end en tand for langt ude.
Men beskrivelsen af omgivelserne af rummet og haven er noget for sig selv og “quite charming”.
Som sagt har jeg kun fået læst 1. kapitel …
Forresten, hvad med at begynde at stemme om næste værk allerede nu, så alle kan nå at sikre sig et eksemplar i tide?
Jeg deler din beskrivelse af gensynet med denne bog. Jeg forstår til fulde hvorfor jeg lagde den fra mig i sin tid, da jeg lige var blevet student.
Enig! Lord Henry er anstrengende og Basil Hallward og hans æstetiske udgydelser latterlige. Jeg har det meget svært med den version af forskruet britisk overklasse, som Wilde præsenterer. Jeg kan meget bedre lide Evelyn Waughs overklasseskildringer, som så er 30-40 år yngre. Nuvel, i modsætning til dig, Uffe, har jeg ikke læst bogen før og selv om jeg ikke nåede så langt som vi havde planlagt, af samme årsagstyper som du angiver, så er jeg i gang med at udbedre skaden. Man kan jo kommentere videre i løbet af ugen.
Jeg synes den er både sjov og smuk og tankevækkende (har fået læst de første 6 kapitler. Der er så mange billeder i sproget, at jeg meget hurtigt får lavet en lille film i mit hovede. Jeg synes at figurerne er beskrevet med en raffineret kynisme og at de SKAL fremstår som karikaturer. Det gør at jeg hurtigt bliver tvunget til at tage stilling til dem og hvad de må repræsentere. Det er meget store emner han berører i bogen, og jeg tror at, det hurtigt kunne blive kedeligt/teoretisk, hvis ikke figurerne er så skarpt/komisk trukket op
jeg er kommet _til_ kapitel 5. Dorian har lige forlovet sig.
sidder opstablet med læsebrillen på næsetippen og gør mig skeløjet og ruller tunge over Harry/Lord Henry og co. så jeg keder mig ikke.
og ved I hvad. jeg er en tyndlæser, så jeg troede, at Wilde havde skrevet de opiumsslørede tankevindinger med sin egen tunge dybt i kinden.
ja, de er aldeles rædselsfulde. allesammen. jeg synes, at dekadancen i den britiske overklasse, som jo lever og har det godt, er aldeles underholdende – at læse om.
det er som at være på besøg i forvissethed om at kunne rejse sig og gå, når det bliver _for_ meget.
den nye oversættelse er forrygende.
og som Rasmine er jeg charmeret af enteriør- og havebeskrivelserne.
‘Efter nogen tid fløj bien væk igen. Han så den krybe ind i en snerles plettede trompet. Blomsten syntes at skælve, hvorefter den blidt svajede frem og tilbage’.
jeg læste 1953-oversættelsen som 17-18 årig og begejstredes også dengang. jeg er bange for, at jeg syntes, den var åndrig. i modsætning til Kierkegaard, der altid havde det med at gøre det enkle kompliceret.
mine eneste klandre er, at jeg synes, bogen er længe om at komme igang. forhåbentligt rejser de første nakkehår sig i næste uge.
@Gitte: Hvorfor mener du, at personerne skal fremstå som karikaturer? Det synes jeg ikke, der er noget, der tyder på …
@Rasmine, jeg synes at de er beskrevet som værende så dumme, naive, selvcentreret, ondskabsfulde osv. at det for mig fremstår som en karikatur, derved sætter Wilde det hele på en spids. Kender ikke meget til datidens engelske overklasse, så det kan være at du har ret..
@Gitte: Min opfattelse bygger ene og alene på teksten, men jeg får den tydelige fornemmelse, i alt fald ud fra det sølle ene kapitel, jeg har læst, at de er ment helt alvorligt og er alt andet end uintelligente. Men forskruede er de, hver på sin måde. Bemærk: jeg kan selvfølgelig kun udtale mig om de to personer, jeg indtil videre har stiftet bekendtskab med, og det er måske alle de andre, du sigter til …
Jeg har kun kørt i første gear og er nået gennem første kapitel. Andet har distraheret i urimelig grad. Men regner med at komme på omdrejningshøjde i løbet af ugen. Men jeg kan godt smide et diskussionspunkt ind i forum: Oscar Wildes eminente evne til at skrive aforismer.
Jeg har læst til side ca. 25, dvs. jeg er ikke helt nået op på min fjerdedel, som er ca. side 40, men skal nok se at komme i omdrejninger. Indtil videre er jeg enig både i det karrikerede og de skønne beskrivelser af haven.
Mht. til bogmærket er jeg godt klar at jeg bare kan downloade logo-billedet og printe det på karton, meeen … jeg havde nu forestillet mig noget mere fancy fra klublederens hånd. Noget aflangt og indrammet, så det var nemt at klippe ud, f.eks.!
PS: Jeg er med på ideen med at begynde at stemme om næste bog allerede nu.
Foreløbig tak til alle – og det er jo herligt at vi ikke er enige alle sammen, Gitte.
@ Capac: Vi kan ikke blive uenige om aforismernes kvaliteter i sig selv. Men som sagt synes jeg de fungerer bedre uden for romanen. Andre synspunkter?
@ Sanne: Tak for tilliden til mine kreative evner. Nu må vi se … :-)
@ Samtlige kommentatorer: Lad os endelig fortsætte diskussionen ugen ud!
Ved I hvad – jeg kunne godt mærke, at det er mange år siden jeg sidst har læst Wilde. De første to kapitlers beskrivelse af Lord Henry (og hans ægteskab!), kunstner Basil, samt Dorians lettere tøsede spillen op til dem begge var som at blive transporteret durk tilbage til Århus anno 1980, hvor Boligkaravanen havde caféturnus i Fronthuset sammen med BBF. Det er dels det overklassedekadente – men så sandelig også mænd der ikke har haft ligeværdigt samvær med kvinder nogensinde i deres liv. De blev revet ud af barnekammeret og sendt på kostskole som 8 – 9årige, og deres opfattelse af skønhed, givende samvær og kærlighed er farvet af omgivelser, der kun rummede drenge og mænd. Deres opfattelse af natur, interiører og omgangstone er formet af de billeder og bøger, som skole og universitet udsatte dem for.
En have i London beskrevet som et maleri af Turner, der er blevet levende? Interiører, der er som klippet ud af Byron og Blake? Jeg læser det som lårtyk ironi!
Desuden må man ikke glemme det faktum, at homoseksualitet på Wildes tid var noget man landede i fængsel af. Det (for os moderne hedonister) indestængte flirteri, samt fascinationen af mandlig skønhed, er udsprunget af den vished.
“Tøsede spillen op” – genialt Dana! :)
Jeg fik læst op til min fjerdedel i går, og jeg var ved at få knopper af de “mandfolk”, som egentligt ikke virker bøssoide, men alligevel er nogle frygteligt irriterende fnidder-hoveder. De har da ikke været til at holde ud at være sammen med, især ikke top-vidunderlige Dorian. Magen til selvcentreret egoist, skal man vist lede længe efter. Nå, jeg går i krig med med min næste fjerdedel.
Skidegodt Dana og Sanne! Så tror jeg ligesom der er sat ord på mine reservationer overfor månedens bog. Som sædvanlig var det kvinderne der fik prikket hul på bylden,- tak for det. Og nu- videre til næste fjerdedel :)
For lige at uddybe det med Lord Henry og Basil: Jeg er ret overbeviste om, at de IKKE er ment som hverken karikatur eller ironi. De er jo netop produkter af deres opvækst og miljø – mænd har idealer, kvinder er forbrugsvarer (med mindre de har højere rang end én selv), og vidtløftige teorier fra obskure filosoffer (den bog, Lord Henry giver Dorian) har langt større vægt og mening end almindelig sund snusfornuft.
Jeg har ikke læst noget som helst. Beklager, men der har været for meget andet. Til gengæld håber jeg at indhente det inden på søndag.
Det er kun et par år siden jeg læste bogen sidst og jeg er overrasket over jeres kritik. Jeg husker bogen som en forrygende karikatur over nogle særdeles overfladiske mennesker – men det kan da godt være at jeg ændrer holdning når jeg læser den igen. Jeg glæder mig, og denne gang skal jeg nok nå det.
Jeg er her, og jeg læser. Et eller andet sted er jeg, og et eller andet sted læser jeg. Måske når jeg det, måske ikke, for jeg har virkelig meget om ørerne for tiden.
Jeg læser stadig, men er ved at være i tvivl om, at jeg læser den samme bog som Dana, Sanne og Brorsan. Får desværre ikke tid til at gøre rede for min afgrundsdybe uenighed i denne uge …
Wilde ville have frydet sig: “Diversity of opinion about a work of art shows that the work is new, complex, and vital.”
Jeg synes det er utrolig sjovt, at vi har så forskellige opfattelser/meninger om bogen.
Jeg mener, at karaktererne er beskrevet så skingert for at sætte TYK streg under de temaer bogen beskæftiger sig med. Jeg opfatter bogen som en god gang satire, med meget alvorlige undertoner. Jeg synes, den er aldeles pragtfuld, jeg både griner, væmmes og forundres for hver side jeg læser. (er lige blevet færdig med kap. 6)
For nu at foregribe begivenhedernes gang: Det med de urokkelige mandlige idealer er jo hele forudsætningen for hvad der sker senere …
Dana – nu bli’r jeg dælme nysgerrig!
Og jeg får ikke læst videre før i morgen, skal nemlig ud med Rasmine i aften. :)
Jeg synes vitterligt starten på bogen er hård at komme igennem, og som nævnt ser jeg indledningsvis ikke de karikaturer som nogen af jer gør. Første gang jeg støder på noget der minder om en karikatur er beskrivelsen af lord Fermors far,- der genkender jeg den britiske ironiseren/satiriseren over (nationale?) stereotyper.
Det er underligt, for jeg havde en forventning om at jeg ville være på bølgelængde med “any” britisk humorist/overklasserevser. Jeg har absolut ingen tidligere erfaring med mr. Wildes forfatterskab, andet end at jeg en gang har lagt dette værk fra mig efter et par sider. Til gengæld har jeg læst andre (senere) forfattere der har samme udgangspunkt. Det heldige for mig er så, at der hvor jeg er nået til (lord Henrys samtale med sin onkel Fermor og efterfølgende frokostselskab hos lady Agatha) synes det at udvikle sig i retning af en for mig genkendelig britisk karikatur/satire.
“Bulls eye” i Dana og Sannes ovenstående bemærkninger er efter min mening analysen og præciseringen af det spor der er udstukket for en overklassedreng i datidens (og for nogen i nutidens?) England. Virtuelt forældreløse drenge der vokser op på kostskoler i en drenge-/mandeverden der givet forklarer den homofile over-/midter-/undertone der karakteriserer den første del af bogen og som jeg har så svært ved at abstrahere fra, fordi den samtidig er så ulidelig skabet. Da jeg første gang forsøgte mig med denne bog var det kritikpunkt så satans tabubelagt og det sidder nok stadig i mig.
Dog, jeg synes som nævnt at det lysner på de sidst læste sider og jeg glæder mig ved udsigten til at kunne krydse af udfor “Dorian Grays billede” :)
Måske skulle Wilde have holdt sig til aforismerne i stedet for at kaste sig over en roman?
[...] den samme boken og diskuterer den over litt vin og mat. Jeg ville veldig gjerne ha hevet meg på Uffe og cos søndagsleseklubb. Ikke har jeg lest Dorian Gray heller. Men det får så være. Det er ikke [...]
Så er Dorian blevet forlovet med Sibyl Vane. Nu når jeg genlæser min kommentar ovenfor, ser jeg at man kunne få det indtryk at jeg er en blasert og sammenbidt homofob; det synes jeg ikke jeg er. Jeg har bare meget svært ved at lade mig overbevise af den i udgangspunktet hjælpeløse, flyvske og flæbende Dorian. Og det er en hæmsko af de store, for det åbner mulighed for at Dorian Grays videre udvikling bliver utroværdig i mine øjne. Jeg køber dermed ikke umiddelbart præmissen for at Dorian lader sig manipulere og inspirere af lord Henry (bla, bla, bla…), simpelthen fordi karakteren “Dorian Gray” i sit udgangspunkt ikke fungerer for mig,- sorry.
Jeg er irriteret over bogen,- helt ærligt! (undskyld, men den lægger an til betegnelsen banal,- den er så ulideligt selvhøjtidelig). Indtil videre vil jeg bare more mig over de scenerier og karakterer vi kommer forbi.
Brorsan – jeg kunne ikke være mere enig med dig i dit sidste afsnit: “ulideligt selvhøjtidelig”! Jeg kæmper med de skabede karakterer, har lige læst om Lord Henrys kone, som var så forfærdelig at jeg godt kan forstå mændene har travlt med at spille op til hinanden. Glæder mig til at læse om forlovelsen, men er igen lidt bagud, er for træt om aftenen.
Rigtig go’ weekend alle sammen. :)
Jeg er i gang med en bog af Balzac. Jeg havde håbet at blive færdig onsdag eller torsdag, men denne uge er ikke helt gået som planlagt. Kort sagt: trods alle mine løfter, er jeg slet ikke begyndt på Dorian Gray, og jeg når vist ikke at læse noget som helst inden søndag. Beklager….!
[...] men jeg har stadig voldsomme problemer med at interessere mig for både handlingen og temaet. Brorsanhar udtrykt nærmest præcis hvad jeg selv tænker. Det er muligt at problemstillingen kunst kontra [...]