Stenstropedia

Rapporter fra en lænestol

 
 

Intro/motto/credo

Sandheden, hele sandheden og kun sandheden, medmindre det er sjovere at finde på noget selv.

Twitter

 

Ugens sparefinte

Der findes tv-programmer, der udelukkende beskæftiger sig med, hvor man kan købe noget billigere, eller hvordan man kan spare syv kroner ved at lave sin egen kopattesalve af tre elastikker og en rawlplug. En glimrende service, hvis man ellers har brug for kopattesalve og synes, at man har alt for meget tid til rådighed ud over den, man bruger på at se programmet.

Jeg har aldrig rigtig haft næse for den slags genveje til rigdom og lykke, men under mit ugentlige besøg i Netto brød min rudimentære sparesans pludselig ud i lys lue.

Formedelst 10 kroner kunne jeg få en pop-up boglampe til at klipse fast på bøger, som man finder det uomgængelig nødvendigt at fordybe sig i under ugunstige lysforhold, hvor der ikke er adgang til stikkontakter eller lamper til at stikke i dem.

Hvis man synes, at det er lovlig billigt, ved jeg tilfældigvis, at man kan købe nøjagtig den samme lampe i Dansk Design Center for 100 kroner.

Da jeg som sagt var i sparehjørnet, lod jeg være med at købe lampen. Nu kan jeg ikke finde ud af, om jeg har sparet 10 eller 100 kroner. 

Skrevet lørdag, 5. august 2006 kl. 14:37

  1. Allan Ødum siger:

    Det afhænger helt af, hvor mange lamper du ikke har købt. I nærværende tilfælde har du sparet kr. 110,-!

  2. Uffe siger:

    Tak for hjælpen - det kunne være man skulle overveje at lade være med at købe en hel kasse…

  3. capac siger:

    Du har sparet dig for det bøvl, det er, at finde den lille læselampe, når du får brug for den… :-D

  4. klaus siger:

    jeg sparer op hver gang, jeg er i netto… i hvert fald indtil jeg kommer ned til afdelingen med importeret øl, dog ikke i går, hvor jeg faktisk sparede 70 kroner ved det, at restlageret af abbot ale var sat ned med syv kroner… heldigvis havde jeg min lommeregner med (sparet for 10 kroner i fakta tre gange), ellers var det aldrig gået, og så havde jeg min rygsæk med hvorved jeg sparede 2,50 kroner til en bærepose… nok om det, lige om lidt skal jeg have en kold abbed og når det er overstået, har jeg sparet en krone op i flaskeautomaten hos føtex (jeg bruger aldrig de andres, de snyder)…

  5. Peter H. M. siger:

    Der er faktisk udviklet en pille, som gør os i stand til at indse hvor meget vi spilder (og har spildt) vores liv og penge.

    Desværre blev pillen aldrig markedsført. Hovedet eksploderede på 49 % af forsøgspersonerne. En del udviklede stærke rystelser. Alle udviste tegn på posttraumatisk stresssyndrom.

    I øvrigt kostede præparetet 5000 om måneden for en typisk patient.

  6. klaus siger:

    jeg sparer op hver gang, jeg er i netto… i hvert fald indtil jeg kommer ned til afdelingen med importeret øl, dog ikke i går, hvor jeg faktisk sparede 70 kroner ved det, at restlageret af abbot ale var sat ned med syv kroner… heldigvis havde jeg min lommeregner med (sparet for 10 kroner i fakta tre gange), ellers var det aldrig gået, og så havde jeg min rygsæk med hvorved jeg sparede 2,50 kroner til en bærepose… nok om det, lige om lidt skal jeg have en kold abbed og når det er overstået, har jeg sparet en krone op i flaskeautomaten hos føtex (jeg bruger aldrig de andre, de snyder)…

  7. styx siger:

    Hvorfor er disse sparetips ofte baseret på at man samtidg sænker sin tærskel for renlighed, og f.eks. genbruger den samme tandstikker i hele familien ?

    Jeg overvejer ofte om disse shows på tv ville have så mange seere, hvis vi havde lugt-tv (jaja, scifi, men tanken alene)?

    Jeg husker stadig med en blanding af gru og latter den alternative dame, der advokerede for trusser i strikket økologisk uld. Hun sagde på DR’s tv at disse var ‘selvrensende, man skal bare hænge dem ud til luftning, så vil de aktive enzymer i uldfedtet rense dem’.
    Pointen var, at de skal og bør aldrig vaskes, da vask vil forhindre den økologiske selvrensning. Man efterlades med en gysen og en forfærdelig tanke om damens lugt.

  8. Uffe siger:

    Det kostede sikkert kun en tiendedel i Netto.

  9. kkk siger:

    Indimellem kan man også spare tid. På TV-Shop kunne man engang købe en tommetyk bog med instrukser til, hvordan man blev hurtigere til at læse.

    Og det blev demonstreret. En mand læste en bog rigtig rigtig hurtigt og bagefter blev han interviewet om, hvor meget han så kunne huske. Og det virkede overhovedet ikke som om, de havde aftalt spørgsmål og svar på forhånd. Slet slet ikke.

    Og midt i det hele undrede jeg mig over, hvorfor de spildte folks tid med sådan noget pladder. Og slukkede. Og sparede ca. 18 minutter. Helt gratis.

  10. Uffe siger:

    Min største besparelse – både tidsmæssigt og økonomisk – opnåede jeg for mange år siden, da jeg opsagde mit abonnement på Penge & Privatøkonomi…

  11. klaus siger:

    hmm… jeg glemte at skrive, at der i denne uge er tilbud på kommentarer: to for én…

  12. Lisa siger:

    Jeg kan kun sige: Æv. Jeg har spildt 100 kr.
    Den dims duer ikke! Testet og afprøvet og kasseret…

    http://lisarisager.dk/wp-trackback.php?p=151

Hvis du har noget at tilføje ...

 
 
 

Kategorier

 

Links

 

Arkiv

 

Søg