Stenstropedia
Rapporter fra en lænestol
Intro/motto/credo
Sandheden, hele sandheden og kun sandheden, medmindre det er sjovere at finde på noget selv.
Oprydning – epilog
For næsten nøjagtig et år siden var jeg ude for en overnaturlig hændelse i det kommunale affaldscenters genbrugshal, og siden har jeg været en flittig besøgende i afdelingen for borgerskabets underkendte og forviste bøger. Igen i dag overgik en sælsom, synkronistisk tildragelse mig.
Som nævnt har jeg tilbragt store dele af sommeren med oprydning i mit liv og min bolig, herunder mine reoler. Fra fremmede retssale, 4. samling og Fra fremmede retssale, 6. samling var jeg mere end tæt på at kyle ud. Ikke fordi der var noget galt med dem, men fordi det går mig på nerverne at have en ufuldstændig serie stående. Jeg vil have hele striben, ellers kan det være det samme, og en amputeret serie på to ud af syv er og bliver en ynkelig affære. Alligevel endte det med, at jeg lod dem stå på grund af kuriositetsværdien.
Da jeg købte dem antikvarisk i 1972, var de for længst udsolgt fra forlaget, og jeg satsede på, at forsynet i tæt samarbejde med min skytsånd ville lede mig til de resterende 5 bind inden for en overskuelig fremtid. Der kom til at gå 34 år.
Pludselig står der 5 uanselige, men let genkendelige bind og vender ryggen til mig på hylderne henne i genbrugshallen. Lige nøjagtig de 5, jeg mangler, og endnu engang må jeg konstatere, at der er mere mellem himmel og jord end de fleste andre steder (for resten stod der også et laset eksemplar af min første lærebog i fransk lige ved siden af – den skyndte jeg mig at stille tilbage).
Fra fremmede retssale er en samling essays, højesteretssagfører Th. Thorsteinsson skrev i ledige stunder og løbende fik udgivet fra 1941-1968. De handler fortrinsvis om engelske advokater, dommere og retssager – helt uinteressant for de fleste, men guf for seriøse Rumpole-fans og andre anglofile.
Til orientering har biblioteket dem.
Hvis du har noget at tilføje ...
Kategorier
- Andre steder (23)
- Bagsiden (33)
- Billedtema (2)
- Bøger (103)
- Design (24)
- Film og tv (24)
- Ikke-anmeldelser (4)
- Intermezzo (27)
- Kommunikation (29)
- Medier (33)
- Mode (1)
- Musik (32)
- Mænd og kvinder (1)
- Notater (197)
- Skriveri (18)
- Udklip (14)
Arkiv
- august 2010 (1)
- juli 2010 (3)
- maj 2010 (3)
- april 2010 (3)
- marts 2010 (6)
- februar 2010 (3)
- januar 2010 (3)
- december 2009 (2)
- november 2009 (6)
- august 2009 (6)
- juli 2009 (3)
- juni 2009 (7)
Det var dog en fantastisk historie!
Tak for den :-)
Der er altså noget med bøger og tilfældigheder (eller forsyn alt efter temperament).
I et fjernt liv var jeg Efterskolelærer i Vestbirk, men på vej mod et nyt job i Strib. Samtidig var jeg ifærd med at udligne fem-seks års skønlitterær tørke på ingeniørstudiet i Aalborg. I den sidste proces havde jeg fået anbefalet at læse Richard Bach: Illusioner.
Jeg startede med at søge den på biblioteket (først i Vestbrik, dernæst Horsens), men den var udlånt. Derefter tog jeg til Strib for at holde afslutning med mine nye kolleger (kryptisk sætning, men den er god nok). Sidst på aftenen kom jeg til at sidde ved siden af lærerrådsformanden, der til ansættelsessamtalen havde fortalt mig at han ejede omkring 6000 bøger, og nogle gange købte hele bogsamlinger fra dødsboer.
Jeg tænkte at måske var jeg heldig og spurgte ham om han kendte bogen. Han svarede tørt og lidt vredt (i bagklogskabens lys, var det jo nok mere forundring): “Ja, den har jeg oversat!”
Jeg tænkte at han da bare kunne have sagt, hvis han hellere ville være i fred, i stedet for at blive uforskammet og ironisk overfor mig, klappede i og drak videre.
Da jeg kom tilbage til Horsens og biblioteket, kunne jeg alligevel ikke dy mig for at kigge efter, om det nu var sandt. Og ganske rigtigt – oversætteren hed Søren Thuesen. Det var den ene ud af to (sic!) bøger han har oversat.
Han er nu en af mine nærmeste venner – selvom det tog nogle måneder at komme ind på livet af ham – og flytter midlertidigt ind på domicilet her, indtil der i oktober bliver en lærerbolig ledig på min kones arbejdsplads, hvor han nu har fået job. For to timer siden sendte jeg ham faktisk et link, fordi jeg faldt over at der skal koges en smule ekstra suppe på Illusioner: http://www.amazon.co.uk/gp/product/1571744215/202-9081274-1803815?v=glance&n=266239
Jeg er blevet gammel og senil. Jeg havde samme kommentar sidste år. Hvis du laver nummeret en gang til næste år, og jeg igen hopper i, må jeg vist hellere se at få bestilt kisten med det samme.
Historien er så god, at den snildt tåler gentagelse. Tak for den – endnu engang ;-)