Stenstropedia

Rapporter fra en lænestol

 
 

Intro/motto/credo

Sandheden, hele sandheden og kun sandheden, medmindre det er sjovere at finde på noget selv.

Twitter

 

Mænd der hader tvangslæsning

Så gik den ikke længere. Jeg plejer ellers at gå i en stor bue uden om bøger, som alle taler om og forsøger at tvinge mig til at læse. Sidst var det Da Vinci Mysteriet, som jeg stadig ikke har læst, og nu er det Stieg Larssons Mænd der hader kvinder. Presset er steget til smertegrænsen, efter at det afsluttende bind i den sagnomspundne Millennium-trilogi udkom i sidste uge i et førsteoplag på 110.000, og i et svagt øjeblik i fredags kapitulerede jeg og lånte altså bind 1 af en begejstret kollega, som for længst har slugt den nye megabestseller med hud, hår og usvækket entusiasme.

Som tidligere nævnt er jeg formentlig landets, hvis ikke verdens langsomste læser. Den seneste papirmursten, jeg arbejdede mig igennem, tog mig 132 dage, svarende til knap 4 sider om dagen.

Jeg må gøre et eller andet, hvis jeg ikke skal falde helt igennem som bordherre …

Mænd der hader kvinder er på 556 sider, så hvis jeg begynder i dag, kan jeg altså regne med at være færdig med bogen den 2. marts næste år. Medmindre min popularitet falder katastrofalt, er der med andre ord overvejende sandsynlighed for, at jeg ikke når at læse bogen, inden jeg igen får en middagsinvitation af den slags, der forudsætter, at jeg konverserer min borddame med bare et minimum af verdensmandsmæssig almenviden på litteratur- og krimifronten.

Det vil sige, at jeg må gøre et eller andet, hvis jeg ikke skal falde helt igennem som bordherre. Her er det så, at jeg er blevet opmærksom på Pierre Bayards bog Comment parler des livres que l’on n’a pas lus?, som jeg aldrig ville kaste mig ud i at læse på originalsproget, men som heldigvis er oversat til engelsk, hvor den har fået titlen How to Talk About Books You Haven’t Read. Den er på 208 sider, så det går lige an, men der er den hage ved den engelske udgave, at den først udkommer den 30. oktober, og måske er middagsinvitationen allerede en realitet i næste uge.

En anden mulighed kunne være How to Become Ridiculously Well-Read in One Evening på kun 192 sider, som har stået i min reol i et halvt års tid. Den har jeg selvfølgelig heller ikke læst, men jeg har skimmet den og ved derfor, at Mænd der hader kvinder slet ikke er nævnt i den, så den duer heller ikke.

Jeg må kort sagt se i øjnene, at jeg bliver nødt til at melde afbud. Eller jeg kunne måske forsøge at dreje samtalen over på et andet emne – fx det besynderlige i, at en forfatters død i utide kan fremkalde en massepsykose, få bogsalget til at eksplodere og give pæne borgere alvorlig præstationsangst.

Skrevet søndag, 14. oktober 2007 kl. 9:01

  1. Teenagemor siger:

    Må jeg i al venlighed foreslå at anvende den venligt, distancerede forklaring på manglende læsning af bestsellers-alle-mener-man-burde-læse-for-ikke-at-være-kulturignorant: “Jeg tilhører gudskelov én af de helt smalle målgrupper, der endnu ikke er blevet hypet af bogkapitalens lejesvende. Den sidste bog jeg har læst med VIRKELIG fornøjelse er (og her indsættes titel efter behag)” God søndag

  2. Donald siger:

    Hmmm … sig mig er det ikke meget store anstrengelser og udgifter at gøre sig for at undgå en middagsinvitation?

    Har du hørt om hv-teknikken som gør at man slipper for at sige noget? (Det er nyt for mig, men det virker!) Man begynder med “Hvordan gååår det?” og hvis hun ikke falder i med 20 minutters udredninger om sit eget og familiens helbred, så prøver man igen:

    “Hvordan mon vejret bliver i week-enden?”

    Så kommer borddamen med historien om Camping, havefest, planteskole, skitur, børnebørnenes udendørsliv eller hvad det nu kan være.

    Kun én ud af 100 gange bliver man mødt med spørgsmålet: “Hvorfor er du interesseret i det? Har du nogen planer for week-enden?”

    Den ene gang ud af 100 kan man så slappe af! Så er man i godt selskab og kan fortælle om, hvad man virkelig har på hjerte:-)

    Man skal dog huske, at man ikke behøver at fortælle hele sin historie;-)

    Sig mig, skulle du ikke skrive en bog om small-talk? Jeg leverer gerne et par kapitler.

  3. Rasmine siger:

    Som det fremgår af en anden blog, som du sikkert læser, kunne jeg ikke være mere enig. Jeg lod mig lokke til at læse The Da Vinci Code, men hverken bogen eller forfatteren hører til dem, jeg læser igen. Bogens danske titel er ualmindelig velvalgt.

    De bøger, jeg har læst på fransk, kan ikke tælles – man skal bruge mindre end én hånd – men jeg kunne måske slå to fluer med et smæk ved at læse Bayards bog på originalsproget: både erhverve nyttig viden og læse en bog på fransk. Det sidste har jeg haft en ambition om i flere år. Den engelske havde jeg sikkert læst forlængst, hvis jeg var faldet over den. Titlen er slet ikke til at stå for. Men du har jo skimmet den – indholdet lever måske ikke op til titlen?

  4. klaus siger:

    findes der ikke en illustreret klassiker-udgave..? jeg lånte en stak som dreng og siden har alle anset mig for at være umådelig belæst…

  5. Sister Bonde siger:

    Hvor langt er du kommet ;o)

  6. Rasmine siger:

    Forresten – mon ikke man kunne skrive en krimi, hvor en forfatter bliver jaget af lejemordere, fordi en skurkagtig forlægger vil sende salget af hans bøger på en himmelflugt sammen med ham selv? Eller en, hvor det mord, der skal opklares, er begået af en tilsyneladende tilforladelig forlægger af samme grund? De er måske skrevet, begge to?

  7. Uffe siger:

    @ Teenagemor – Tak for tippet – skrevet bag øret!

    @ Donald – Jo, jeg kender godt hv-teknikken. Det er den, journalister bruger hele deres studietid på at lære.

    Håndbogen i smalltalk tror jeg er en af de bøger, der ikke er noget påtrængende behov for. Det lader til at gå strygende uden!

    @ Rasmine – Den omtalte bog lider af den svaghed, at den er på vers – en udtryksform, som jeg har gjort alt for at undgå, lige siden jeg gik ud af skolen.

    Det plot, du skitserer, er efter al sandsynlighed det samme som det, Stieg Larssons efterladte, ufuldendte manuskript bygger på!

    @ Klaus – Jeg tror, jeg bliver nødt til at vente, til der er en eller anden, der finder på at udgive Illustrerede Bestsellere.

    @ Sister Bonde – Jeg regner med at blive færdig med bagsideteksten i aften …

  8. Rasmine siger:

    Der kan man bare se – tænk, jeg kunne have skrevet en bog, der var blevet en bestseller, hvis jeg havde så smart at dø i en forholdsvis ung alder.

    På fransk – og så på vers! Det er jo en udfordring, som man næsten er nødt til at tage op. Jeg må se, om jeg kan få fat på den ;-)

  9. Uffe siger:

    Nejnej, det er den sidstnævnte bog på engelsk, der er på vers.

  10. Rasmine siger:

    Tak! Men så må jeg da have fat i den. Jeg kan godt lide at læse vers af den gammeldags slags med en forholdsvis markant rytme og gerne også rim – og siden titlen lader formode, at bogen er humoristisk, er det antagelig den slags vers?

  11. Donald siger:

    Problemet med HV-teknikken er jo, at man er nødt til at høre på en masse, som man måske ikke er oplagt til at høre på. Akja.

    Med hensyn til Smalltalk bogen, så er ideen desværre allerede ført ud i livet, endda med eget website. http://www.smalltalks.dk/

    Det er måske derfor mængden af sludder er tiltagende?

  12. Uffe siger:

    Tak for oplysningen! Først korsede jeg mig, men wesitet/bogen ser ud til ikke at være helt ueffen(t). Se fx 10 gode råd til smalltalk (der måske også bare kunne hedde ‘almindelig god opførsel under samtaler’).

  13. C.O. siger:

    Især det 10. råd er rigtigt godt-jeg oplever ret ofte, at blot et lille pip udløser et” godt råd” jeg synes det er irriterende…det er en god ide at vente til man bliver spurgt!

  14. [...] Kan man bedømme et kunstværk eller et stykke litteratur uden at tage hensyn til kunstnerens personlige egenskaber og holdninger. Skal man tage hensyn til dem?… [...]

  15. Uffe siger:

    Besserwissen er vist desværre en folkesygdom, C.O. :-)

  16. [...] er mange år siden, jeg har læst en kriminalroman, bortset fra Mænd der hader kvinder, som jeg følte mig tvunget til at læse for ikke at føle mig udenfor. Nu har jeg lige forsøgt [...]

  17. Olivia siger:

    Jeg er en pige på 14 år som ikke plejer at læse mange bøger. Men mine forældre synes simpelthen at serien (mænd der hader kvinder) var så god. Jeg gik i gang med at læse den første og jeg kan godt fortælle jer det er en af mine ynglings bøger. Derefter læste jeg de to andre og de er simpelthen også super gode :) Jeg har også set filmene. Mange på min alder tør ikke læse dem eller må ikke for deres forældre. Mine forældre var heller ikke helt tilfreds med det i starten. :) :D men de er i hvertfald rigtig gode selvom de er på 500 sider. Altså teenager serien Twilight er på 4 bøger, en på ca. 250 sider, en på 400 sider, en på 600 sider og en på 900 sider,, så alle derude… Hvis det skulle være så galt at læse en bog på 500 sider som voksen, så tænk lige på nogle af os børn som vælger at læse en bog på 900 sider og så endda på engelsk!! Undskyld, men det kan gost være du læser langsomt, men når du så bliver rigtig gammel og ikke arbejder har du hver dag til at læse :) :D

  18. Uffe siger:

    @Olivia: Det er imponerende, at du har mod på at gå i gang med så tykke bøger, som du nævner. Hvis du læser bøger alene for spændingens skyld, kan jeg godt forstå, at du har følt dig godt underholdt ved at læse Mænd der hader kvinder. Jeg synes ikke, den er særlig velskrevet, og derfor foretrækker jeg en helt anden type romaner. Læser du nogen sinde bøger, hvor det ikke er spændingen, der er vigtig, men måden de er skrevet på? Det er derfor, jeg læser så langsomt :-)

  19. Olivia siger:

    nogle gange læser jeg bøger uden spænding, men jeg synes der er forskellige slags spænding… I skolen er vi igang med at læse en bog der hedder Sikkas fortælling, den er virkelig god. Man keder sig ikke på noget tidspunkt og beskrivelserne er så perfekte :) man bliver virkelig optaget af den. Vi er tre piger i klassen som bare ikke kunne lade hver med at læse videre og videre, hver eneste side er spændende og så er den ikke så lang :D

Hvis du har noget at tilføje ...

 
 
 

Kategorier

 

Links

 

Arkiv

 

Søg