Stenstropedia
Rapporter fra en lænestol
Intro/motto/credo
Sandheden, hele sandheden og kun sandheden, medmindre det er sjovere at finde på noget selv.
Der er forskel på folk
Som udgangspunkt er det en uskik at opdele mennesker i kategorier, men der er nogle få tilfælde, hvor det har vist sig at være hensigtsmæssigt. Distinktionen mand/kvinde er fx vanskelig at komme udenom, selv om man har hørt om grænsetilfælde. Matematisk/sproglig var engang min redning, eftersom jeg er udstyret med en hjerne, der kortslutter, når jeg bliver præsenteret for mere end ét tal ad gangen, hvorefter jeg overmandes af en langtidsholdbar døsighed. Den sidste etiketpåklistring, jeg går ind for, er mere nærgående. Det er den, der drejer sig om at være introvert/ekstrovert.
Kender du typen, der har brug for mindst en time for sig selv hver dag? Som føler sig som en hund i et spil kegler i forsamlinger og hellere vil udveksle tanker og ideer i små, sluttede kredse? Som skal trækkes med til fester og må bruge hele den efterfølgende dag til at komme sig over det? Som synes, at det har været en god dag, når telefonen ikke har ringet?
De ekstroverte er dem, der bliver politikere, erhvervsledere og livsstilseksperter. De introverte bliver funktionærer eller antikvar-boghandlere…
Jeg tøver ikke med at kalde mig introvert, men det gjorde jeg engang. Det skyldtes, at der er uforholdsmæssigt meget mere prestige forbundet med at være ekstrovert. De ekstroverte er dem, der bliver politikere, erhvervsledere og livsstilseksperter. De introverte bliver funktionærer eller antikvarboghandlere.
Begge typer har styrker og svagheder. Jeg går selvfølgelig ind for ligestilling og fredelig sameksistens, men der er et indbyrdes forståelsesproblem.
Den ekstroverte har hele tiden travlt med at informere – gerne om sig selv – så det er en smal sag for den introverte at forstå den ekstrovertes verdensbillede. Men det kniber noget den anden vej. Den ekstroverte forstår simpelt hen ikke, at nogen kan have behov for at være alene, og hvis man forsøger at gøre ham opmærksom på det, hører han det ikke, fordi han allerede er i gang med at aflevere den næste vigtige meddelelse. I øvrigt fortæller den introverte ikke om sig selv, medmindre han bliver spurgt, og den ekstroverte spørger ikke.
Der er flere ekstroverte end introverte mennesker i verden. Det er med andre ord normalen at være ekstrovert – det er det, man stræber efter at være. At være ekstrovert forbinder de fleste med selvtillid, dynamik, empati og jovialitet. Introverte opfattes som sky, passive, selvtilstrækkelige og arrogante.
Begge dele er selvfølgelig vildt overdrevet. Sagen er vel bare, at ekstroverte snakker fanden et øre af, mens introverte for det meste nøjes med at lægge øre til. Man kan ikke sige, at det ene er bedre end det andet – både den introverte og den ekstroverte type kan være røvirriterende. Den ene type skjuler det bare bedre end den anden.
Hvis du har noget at tilføje ...
Kategorier
- Andre steder (23)
- Bagsiden (33)
- Billedtema (2)
- Bøger (103)
- Design (24)
- Film og tv (24)
- Ikke-anmeldelser (4)
- Intermezzo (27)
- Kommunikation (29)
- Medier (33)
- Mode (1)
- Musik (33)
- Mænd og kvinder (1)
- Notater (198)
- Skriveri (18)
- Udklip (14)
Arkiv
- august 2010 (1)
- juli 2010 (3)
- maj 2010 (3)
- april 2010 (3)
- marts 2010 (6)
- februar 2010 (3)
- januar 2010 (3)
- december 2009 (2)
- november 2009 (6)
- august 2009 (6)
- juli 2009 (3)
- juni 2009 (7)
Ja, kender typen. Den røvirriterende introverte funktionær, som holder alt for mange tanker for sig selv, i stedet for at dele de mange guldkorn med alle, der gider lytte.
It takes one to know one.
Men der må findes en etiket til dem, der befinder sig lige midt imellem, og som møjsommeligt forsøger at samle trådene. At være babelfisken, der konverterer den introvertes tanker til tale som den ekstroverte forstår, og konverterer den ekstrovertes speed-snakkeri til tanker, som den introverte forstår.
Bare en tanke.
Fra en introvert. Funktionær.
Den lidtafhverte?
Her gik jeg og troede, jeg havde småautistiske træk – og så er jeg bare introvert! Takker! :-)
Lidtafhverte?
Nej. Tror ikke det er det.
@ Allan Ødum – Ja, man bliver bestandig overrasket, men er du nu også helt sikker? Hvis ja, er jeg også lige blevet meget overrasket!
@ Volapyk – Nå, hvad så med mesovert?
Hos mig er det tidsbestemt. På job er jeg ekstrovert. Efter fyraften er jeg introvert. Om natten er jeg helt sikkert meget stille i krop og mund. Jeg snorker (vist nok) ikke!
Ja, Anita, det er jo sådan det er, tidsbestemt eller situationsbestemt, men man er nok overvejende det ene eller det andet. Det siges, at skuespillere meget ofte er introverte, selv om det ikke er logisk. Og selv havde jeg også engang et job, hvor det ville være fuldstændig utænkeligt at være introvert i arbejdstiden.
Jeg leste med et langt stykke ned i posten mens jeg nikket interessert med hodet, – men så stusset jeg. Ekstroverte mennesker er da ikke idealet? Det er da ikke de som blir ansett å ha empati og være joviale? Jeg blir nok betraktet som rimelig ekstrovert, – og det styrker ikke mitt selvbilde. Tvert i mot mener jeg ekstroverte mennesker blir sett på som for pratsomme, selvopptatte,- og jeg sliter daglig med å temme mitt kommunikasjonsbehov. De introverte derimot, – de er visst interessante, rolige, ettertenksomme, lyttende – og man vet for fanden aldri hva de tenker eller mener! De slipper å få smekk på fingrene for å ha kommet i skade for å si noe feil. Den risikoen løper de ikke, for de sier ikke noe!!!! Mens vi ekstroverte har tilbragt talløse netter i vånde over at vi muligens IGJEN kom i skade for å prate for mye.
Ja, jeg er altså sådan lidtafhvert. Og det er ikke blot job- eller situationsbestemt.
Jeg har brug for en time for mig selv hver dag – nogle gange har jeg faktisk brug for flere dage for mig selv! – men generelt er jeg glad og udadvendt og kan vældig godt lide andre menneskers selskab.
Jeg mener også, at jeg er i stand til at lytte, selv om det nu og da kommer over mig at tale fanden et øre af. Sådan anfaldsvis-agtigt.
Jeg synes der er gået vældig meget mode i betegnelserne introvert/ekstrovert og jeg har længe spekuleret over trangen til at hæfte disse etiketter på snart sagt alt og alle, specielt i jobsøgningssituationer.
Jeg forstår det ikke rigtig.
Der er i høj grad brug for en etiket til os trods alt ikke så få prestigeløse, der er både og – de ekstrintroverte eller intrextoverte? Og dog – vi får ofte netop ikke lov til at udfolde os som både og, men bliver kvast ind i en hverken eller-rolle af de udprægede, som desværre ikke går rundt med advarselsskilte, så man kan flygte i tide. Min kommende blog kommer til at indeholde en nærmere redegørelse for den kummerlige tilværelse, vi må friste. Titlen bliver “Lus mellem to negle”.
Men det er måske i virkeligheden lige synd for os ”ælle” sammen.
Fra en hverken eller-type. Indehaver af enmandsvirksomhed.
Tre par kategorier, det er glimrende at nedbringe antallet til tre par. Det kan lige gå an. Men alligevel savner jeg en kategori eller to mere: De distingverede eller eleverede, der ligesom hæver sig over modsætninger:-)
-> Uffe: Ja, med fare for at researche din historie ihjel vil jeg påstå at du før i tiden må have været loud shy – et udtryk som Michael Stipe fra R. E. M. har brugt om sig selv.
Men du kan selvfølgelig altid sige at en radiovært i et pjattet og mærkeligt program bare kan være en figur man spiller.
Måske er du blevet mere introvert med årene – ligesom din mærkelighedsprocent er faldet?
“@ Allan Ødum – Ja, man bliver bestandig overrasket, men er du nu også helt sikker? Hvis ja, er jeg også lige blevet meget overrasket!”
Øhm – jeg vælger at tage det som udtryk for, at jeg har mærkelighedsprocenten i behold. Det tager jeg som et kompliment!
Utroligt, hvad man ikke anede!
@ Hege – Jeg kan kun sige, at i de cirkler, hvor jeg færdes til daglig, er der ingen tvivl om, at ekstrovert bruges som en kompliment og introvert som et skældsord. Tavsheden bliver ikke taget som udtryk for tankernes tyngde, men for deres langsomme strøm.
Det er jo heller ikke sådan, at de introverte ikke vil sige noget, men der er nogen, der skal give dem plads, og det kniber det måske med for de ekstroverte. De har jo den styrke, at de tænker, mens de taler – i modsætning til de introverte, der er nødt til at tænke tingene igennem, inden de taler. Tror jeg nok …
@ HenrietteB – Vi er rørende enige om, at det sjældent fører noget godt med sig at klaske etiketter på ryggen af folk!
@ Rasmine – Det er vel ikke synd for nogen, for man kan jo bare lade være med at lade sig begrænse af, hvad andre tænker, siger, føler, mener eller gør. Men alting ville glide nemmere, hvis der var en større gensidig accept af de to måder at være på. Eller?
@ Donald – Fin idé med en mere nuanceret sætten i bås! Hvis man selv kan vælge, vil jeg gerne høre til de distingverede …
@ Peter H. M. – Jeg tror ikke, at man ændrer sig grundlæggende, men da jeg var yngre, var jeg bange for pauser og havde ikke mod til at holde min kæft, når jeg ikke havde noget at sige. Det har ændret sig med årene. Men jeg tror stadig på den med figuren, man spiller. Kostumet hænger i garderoben endnu, men jeg bruger det efterhånden sjældent.
I like loud shy !
@ Allan Ødum – Gør endelig det!
:DDDD
Hege… du er ikke alene med de tanker :)
Var det ment som en provokation, Uffe? Det er lige før, du udløser en sand lavine af ord, som jeg ellers havde tænkt mig at bruge andetsteds.
Jeg har ingen bagtanker …
jeg har tænkt, så det knagede.
jeg tror egentligt ikke, at vi kan finde ret mange mennesker, der vil erklære sig som enten intro- eller ekstroverte. langt de fleste vil sige, som det er sagt i kommentarfeltet – at de kender begge sider hos sig selv.
hvorimod vi kan kigge rundt i en forsamling af familie, venner eller kolleger og nøje udpege Ierne og Eerne.
jeg kender ekstroverte(!) som er fantastisk dygtige til at spørge introverte(!) ud, på sidstnævntes præmisser. og hvor de introverte(!) beredvilligt fortæller og forklarer – uden nogensinde at interessere sig for hvad den ekstroverte(!) måtte have af synspunkter.
hvor mange slags intelligenser er det, vi har i øjeblikket?
Men dette vet jeg altså noe om av egen erfaring, Uffe :-) Jeg har hele mitt liv fått høre at taushet er gull, – tale kun sølv. Jeg tror ikke jeg prater så voldsomt mye, men litt stillhetsangst har jeg nok. Jeg føler meg forpliktet til å bidra. Og så tenker jeg, som du sier, med munnen. Og gang på gang blir den tause, ettertenksomme, tilbakelente framhevet som det kule ideal. Jeg øver meg. Jeg vil så gjerne være et kult ideal. Hm – jeg skrev visst en gang en mellomfagsoppgave om emnet relatert til skolen. “Taleangst og ett eller annet”, – og det oppdaget jeg at det er skrevet masse interessant litteratur om dette.
O.k., Regitze og Hege, jeg kaster håndklædet i ringen – og holder min kæft … (som det falder mig naturligt).
Jeg elsker at læse med på din blog Uffe, for du får de mest skønne kommentarer, og det siger jo så også noget om din evne til at sætte en diskussion i gang.
Jeg går for at være den meget talende på mit job, men jeg føler, de har sat en etikette på mig, for jeg kan faktisk godt lytte, men de læggger kun mærke til, når jeg taler.
Du er meget velkommen, Lene! Og i øvrigt: der er ingen retfærdighed til i verden …
Hm … jeg var i sin tid så lettet over at blive kaldt introvert. Det lød bedre end “grænsende til Asperger”.
Vi er nemlig mange speedsnakkere, der i bund og grund er småøer i en skærgård af mennesker – og som har det allerbedst alene, men fungerer fint i selskab. Til en vis grænse …
Dana, dit bidrag understøtter mit tidligere fremsatte forslag om indførelse af adfærdstypebetegnelsen SVIP – Social Vægring I Perioder …
Jaaah!
Så kan man sige, når man har trukket sig lidt til side under firmaskovturen og sidder stirrende tomt mod horisonten: “Der er ikke noget i vejen med mig, skatter – jeg er bare på SVIPtur!”
Eller bare: ‘Jeg har fået SVIP!’
En interessant kombination af udadvendthed og ingen venner er Kristian Thulesen Dahl:
Check evt. http://www.bt.dk/article/20070927/politik/70924032/
Citat fra artiklen…som igen citerer Euroman:
‘Da han direkte bliver spurgt om, hvem hans beste ven er, lyder svaret:
- Det er egentligt et godt spørgsmål. Det ved jeg faktisk ikke. Sådan en har jeg ikke, ender Thulesen Dahl med at konkludere.
Da journalisten siger, at det så ikke behøver være én bedste ven, men måske bare flere, siger han:
- Jamen, der er ikke sådan en eller flere, der dukker op. Jeg har nok ikke nogen’.
Hmm. Mon ikke han deler skæbne med en del partifæller?
Godt indlaeg ;-)
Der er ogsaa et gammelt ordsprog, der siger :’ Tomme toender buldrer mest!’
Der er noget om det !
Råb nu ikke for højt …
-> Uffe: Det MEST absurde må da være at de ikke åbenbart ikke engang er venner med hinanden!
(Jeg bryder mig egentlig ikke om Dansk Folkeparti-bashing…bl. a. fordi vores had til dem måske medvirker yderligere til deres “radikalisering”…men nogle gange kan jeg ikke lade være).
Egentlig tror jeg snarere at jeg er ekstravertikal.
Eller holdt…vent nu lidt…introvirtuos?
Nå, videre!
Jeg synes mere, du afslører nogle intrusive træk.
Tja-eh…i virkeligheden ville jeg helst være eksklumpsiv og deltage i Ædedolkenes Klub-møder :-)
Mellemtingen mellem en introvert og en ekstrovert, hedder en ambivert.
Tak for oplysningen.