Vi var et lille, sluttet selskab, der havde forvildet os ind på en semimondæn restaurant nord for København. Det vil sige sådan et sted, hvor tjeneren andægtigt redegør for en hvilken som helst rets tilblivelse i detaljer, fra råvarernes indlevering i køkkenet om morgenen over kokkens eksistentielle kvaler sidst på eftermiddagen til det endelige, sublime resultat, der nu befinder sig på tallerkenen foran en. Vinen skænkes op i elegante, særdeles rummelige glas, men kun så bunden netop er dækket, og man må gribe til selvtægt, så snart tjeneren har vendt ryggen til.
Vores tjener overholdt ritualerne til punkt og prikke — til at begynde med. Men én flaske vin er lige i underkanten til fire, der kender hinanden godt og ikke har set hinanden længe, og da vi kom til flaske nummer to, indtraf fadæsen.
Det gik fint med de tre første glas, men ved det fjerde blev vores tjenende ånd øjensynlig ramt af et mentalt strømsvigt …
Det var åbenbart etablissementets sidste flaske Ripasso, vi havde delt, hvorfor man desværre så sig nødsaget til at anbefale os en anden vin af en fuldstændig anden herkomst og karakter. Da vi alligevel ikke havde noget andet valg, accepterede vi forslaget, og da der stadig var en anelse tilbage i glassene, da vi bestilte den supplerende flaske, blev der stillet fire friske glas på bordet ved siden af de fire, der stod der i forvejen. Herefter blev der hældt op. Det gik fint med de tre første glas, men ved det fjerde, som var mit, blev vores tjenende ånd øjensynlig ramt af et mentalt strømsvigt og mistede overblikket over de otte glas på bordet. Jeg fik derfor skænket op i mit gamle glas oven i Ripassoen, og vel at mærke uden at misdæderen registrerede fejltagelsen. Det gjorde vi andre til gengæld, og vi skulle lige til at fremsætte en indigneret protest i kor — der var trods alt tale om en ikke helt ubetydelig udskrivning — da vores blikke i et nanosekund strejfede hinanden og hjalp os til en rask beslutning: ’Vi bider smerten i os og siger ingenting!’ lød den uhørlige, men utvetydige musketered. Vi nænnede ganske enkelt ikke at udsætte vores mundskænk for ydmygelsen.
Den mindeværdige oplevelse er årsagen til, at jeg nu uimodsagt kan gøre gældende, at en utilsigtet Ripasso/Beaujolais-sammenstikning under de rette omstændigheder og med lidt god vilje smager ganske fortrinligt, for det ville aldrig falde nogen med forstand på de dele ind at efterprøve påstanden.
Til gengæld er jeg ikke sikker på, at den kollektive overbærenhed ville have indfundet sig med helt samme styrke, hvis ikke tjeneren havde været både munter, behagelig, ung, køn og … af hunkøn.
Tags: Beaujolais, restauranter, Ripasso, vin
Ingen trackbacks
Du kan lægge et trackback ved at bruge denne URL: http://stenstrop.dk/wp-trackback.php?p=2770
12 kommentarer
I en moderne virksomhed ville hændelsen kræve, at der blev skrevet en “afvigelse”. Spørgsmålet er, hvad man skal foreslå som “forebyggende handling”, så velsmagen ikke gentager sig.
Det var en sjov historie.
Jeg har ikke så meget forstand på vin, så forleden købte jeg et par flasker Cabernet-Shiraz, fordi jeg simpelthen antog, at man kan få lidt mere for pengene, når man er villig til at købe noget, som snobberne sikkert ikke køber – altså et blandings-produkt.
Jeg synes dog ikke det smagte så godt. Too bad.
@Eric Bentzen: Man kunne jo prøve at bede om blandingen næste gang, se forbavset ud, når tjeneren nægter at efterkomme anmodningen og sige: ‘Hvorfor nu ikke det? Det fik jeg da sidste gang …’
@Peter Pedal: Hvis jeg skulle være kommet til at formulere mig sådan, at det ser ud, som om jeg skulle have forstand på vin, er det en fejl. Jeg går frem efter nogenlunde samme princip som dig.
-> Uffe: OK. Jeg tager dog dit udsagn med et gran salt, fordi du tit sætter dit lys under en skæppe.
Her i januar, der havde jeg en lidt anerledes oplevelse med valg af vin, da jeg og kæresten spiste på Færgekroen i Nyhavn. Normalt er det sådan, at vi som gæster på et spisested får hældt en lille sjat op i bunden, som vi smager på og så acceptere valget af vinen. Her fik vi lov til, at smage næsten et helt glas inden vi valgte vinen inden, at vi skulle foretage vores valg. Den kvindelige tjener kunne sit kram, da vi naturligvis valgte den. For den smagte godt. Min første franske vin i rigtig mange år.
@Kenni: Tja, nogle er heldigere end andre :-)
Har du egentlig – eller har du ikke – set ‘Sideways’?
http://www.youtube.com/watch?v=YS9ocP6FNvM
Jeg har set den tre gange. Jeg har stadig ikke forstand på vin, men det er en god, varm film.
@Peter Pedal: Jeg har ikke set det, så det må jeg hellere få gjort. Det ligner noget, jeg kan lide.
Når du har set ‘Sideways’, så kan du evt. også se ‘American Splendor’, som kan minde lidt om førstnævnte – og har samme Paul Giamatti i hovedrollen.
‘American Splendor’ er lidt mørkere men stadig stærkt seværdig.
@Peter Pedal: Javel :-)
Jeg vil hygge mig resten af dagen over jeres “musketered”! :D