»Fortiden synes gået af mode«, skrev Hans Hertel i et essay Politikens bogtillæg i lørdags, hvor han begræder, at der ikke er nogen, der gider læser klassikere mere. Hver gang danske forlag forsøger sig, får bøgerne ‘a short and unhappy life’, og derfor er de stort set holdt op med at udkomme her i landet. Derimod går det strygende i England, USA, Spanien, Tyskland, ja selv Sverige er med på klassikervognen.
Men er ‘klassikere’ nu også nødvendigvis god litteratur? Det har altid naget mig, at der bliver ved med at være bøger, jeg ikke har læst, når nu deres litterære kvaliteter anses for indiskutable. Men spiller det slet ingen rolle, at klassikerværdigheden blev erhvervet i en fjern fortid, og holder varebetegnelsen ‘klassiker’ til evig tid?
Fordi et værk har opnået en vis prestige, betyder det ikke automatisk, at det også er en stor litterær bedrift …
For at finde ud af det og for at udbedre krateret i min almendannelse, var jeg for halvandet års tid siden med til at danne Læsehippologisk Søndagsklub sammen med en håndfuld lidelsesfæller her i Blogland. Vi arbejder os i fælles ensomhed mere eller mindre møjsommeligt gennem udvalgte klassikere, som nogen engang har udnævnt til at være mesterværker eller i det mindste ‘vigtige’ af den ene eller anden grund. Gennem de ugentlige, virtuelle møder i gruppen holder vi hinanden til ilden og forsøger samtidig at finde ud af, om vi skulle være gået glip af noget ved ikke at have læst bøgerne for længst.
Den ikke særlig overraskende erfaring, læseklubben foreløbig har givet, er at læsere såvel som forfattere er vidt forskellige. Vi synes om forskellige bøger, og fordi et værk har opnået en vis prestige, betyder det ikke automatisk, at det også er en stor litterær bedrift. For eksempel måtte jeg se den frygtelige sandhed i øjnene, at jeg ikke er nær så stor en Oscar Wilde-fan, som jeg gik og troede. Men jeg føler mig også lidt lettere.
Jeg måtte se den frygtelige sandhed i øjnene, at jeg ikke er nær så stor en Oscar Wilde-fan, som jeg gik og troede …
Det er nok lidt af den samme ‘Kejserens nye klæder’-erkendelse, der er baggrunden for antologien The Worst Book I Ever Read, som jeg faldt over forleden dag (og som har det værste omslag, jeg nogen sinde har set). Her bliver autoriserede klassikere (herunder Biblen) taget under ukærlig behandling af The Unbearables — en sammenslutning af digtere og skribenter, der opstod i 1980erne og 90ernes New York og blev kendt og berygtet for deres høje idealer og upassende opførsel (alt om The Unbearables her). Deres berømteste aktion var boykotten i 1995 af The New Yorker, som de anklagede for at fremme slap, middelmådig poesi. Udgivelsen af The Worst Book I Ever Read tyder på, at de stadig holder fanen højt.
I Læsehippologisk Søndagsklub læser vi i øjeblikket Don Quijote, og jeg glæder mig, dels til at kunne sige, at jeg har læst den, dels til at opdage, om det har været ulejligheden værd. Hvis du har lyst til at være med, er du velkommen. Du skal bare gå ind på goodreads.com, oprette en profil, finde Læsehippologisk Søndagsklub under ’groups’ og bede om at blive optaget i klubben. Det vil du blive uden videre, hvis du ser ud til at være et menneske og ikke en spamrobot, og der i øvrigt ikke er noget, der tyder på, at du er ude på at sabotere projektet.
Som sagt, du er velkommen. Meget.
Ingen trackbacks
Du kan lægge et trackback ved at bruge denne URL: http://stenstrop.dk/wp-trackback.php?p=2672
10 kommentarer
Det er jo ikke kun “klassikere”, der får “a short and unhappy life”. Med mindre der er tale om en svensk femikrimi, en samtalebog plus nogle få godt markedsførte sællerter, så gælder det jo for mange bøger, at de ikke sælger mange hyldemeter. Jeg tror også, man skal passe på med (kort)slutningen: klassiker = læserappel. Der er mange grunde til, at bøger gennem tiden har fået klassikerstatus. Og det er sjældent på grund af bøgernes underholdningsværdi (jeg kan ikke lige komme i tanke om et eksempel). I vores kultur er vi efterhånden så af markedstankegangen, at vi har svært ved at forstå, at en bog kan være en klassiker – uden at sælge første oplag før udsalget. Sådan er det også med digtsamlinger. Selv sprogligt originale digtsamlinger sælger sjældent ret mange eksemplarer. Men der er et publikum for den såkaldt “smalle” litteratur, lige som der er et publikum for gregoriansk kirkesang og sære franske film.
@capac: Kan kun være enig. Alligevel er det påfaldende, at der skulle være markant mindre interesse for klassikere i Danmark end i vores nabolande, sådan som Hertel fremlægger sagen. Uden at have noget som helst belæg for det, kunne jeg godt have en idé om, at den svigtende interesse falder tilbage på skoleundervisningen, fordi man prioriterer mere jordnære sysler højere. Men som sagt bare en (mis)tanke.
Selvfølgelig bærer uddannelsessystemet en del af ansvaret. Almendannelse er ikke længere et seriøst mål. Jeg havde en kollega, der var dramalærer for nogle pædagogstuderende. Hun kom en dag og fortalte mig bestyrtet, at de ikke anede, hvem Charlie Chaplin var. Det siger lidt om, hvilken situation vi befinder os i.
Jeg overvejet stadig om jeg er til Don Q eller ej, men er beæret over at jeg er medlem af klubben, hvilket jeg faktisk troede jeg ikke var. Rigtig go’ weekend. :)
@Sanne: Selvfølgelig er du medlem. Du har da ikke meldt dig ud, vel?
Hvorfor er der så mørkt heromme?
@capac: Forundring fryder!
Licht! Mehr licht!
:)
Det er lidt sjovt det med klassikere. Jeg havde engang også ambitioner om, at jeg skulle læse en hel stribe af dem. Indtil nu, er det ikke gået specielt godt. Dermed ikke sagt, at jeg ikke har læst, for det har jeg i stor stil. Meget ofte, er det min opfattelse, at sproget er tungt og svært at komme igennem, og det har nok afskrækket mig på forhånd. Den eneste sådan helt oprigtige klassiker, jeg lige kan komme i tanke om, jeg har læst er Borte med Blæsten. Jeg fik den af mine forældre for snart mange år siden. I første omgang “gik jeg død på den”. Så stod den i reolen længe indtil en dag, hvor jeg pludselig blev inspireret og jeg slugte den på ingen tid. Og jeg elskede hvert sekund. Meget ofte er det også et spørgsmål om timing, hvornår jeg læser, og hvad jeg synes.
Jeg tvivler på, at jeg får læst de klassikere, jeg egentlig synes, jeg skulle, for jeg har genrelt fået sværere ved at få læst. Men jeg kan da prøve at have dem i baghovedet :)
@Deborah: Det er jo en formildende omstændighed, at man selv kan bestemme, hvad man vil bruge sin tid på at læse – klassikere eller ej :-)