Stenstropedia
Rapporter fra en lænestol
Intro/motto/credo
Sandheden, hele sandheden og kun sandheden, medmindre det er sjovere at finde på noget selv.
Malmros — det samme på en anden måde
Blandt julens mange milde gaver fra mig til mig selv var dvd-boksen med Nils Malmros’ (næsten) samlede værker. De fleste havde jeg godt nok set i forvejen, men ikke Kærestesorger fra sidste år, og hvem ved — det kunne da være, at man en dag fik lyst til at gense en af de andre.
Nu har jeg så omsider fået set Kærestesorger, og lige bagefter tænkte jeg næsten præcis, som jeg plejer at gøre, når jeg har set en Malmros-film: ‘Hvor er det mærkeligt, at manden bliver ved med at lave den samme film. Er det ikke snart på tide at komme videre, for så interessant kan det vel heller ikke være at genopleve sin egen skoletid gang på gang?’ Men jeg bliver jo selv ved med at se Malmros, selv om jeg har en stærk mistanke om, hvad jeg går ind til, hver gang han laver en film. Det må være, fordi mistanken alligevel aldrig helt holder stik. Hver gang føjer pinlighedernes mester nye nuancer til erindringerne om 50ernes barndom og 60ernes ungdom. Han rammer så præcist, at det gør ondt på den, der selv har været der. Jeg bliver altså ved med at hænge på til trods for, at man med en vis ret kan kalde de fleste Malmros-film for gammel vin på ikke helt nye flasker.
Malmros fik selvfølgelig også på hatten for Kærestesorger af kritikerne, der engang i tidernes morgen tilsyneladende har vedtaget et kollektivt mantra, der handler om evig fornyelse. Som om fornyelse var en kvalitet i sig selv.
Det fik mig til at grave en gammel kronik frem, som Leif Panduro skrev i Politiken i 1965: Om at forny sig!1) Den er et langt forsvar for gentagelsen, hvor pointen er, at selv om mange kunstnere i princippet bliver ved med at fortælle den samme historie, vil den distance, alderen giver, alligevel resultere i nye vinkler — altså det samme, bare på en anden måde:
For at tage et eksempel, så malede Monet jeg-ved-ikke-hvor-mange-billeder af domkirkeportalen i Rouen, hvorefter han gik over til at male næsten-lige-så-mange åkandebilleder. Jeg vil godt vædde en årgang af Vindrosen på, at der på den tid har været en eller anden kritiker, der har sagt noget i retning af, at ‘nu må ham Monet sgu se at finde på noget andet’ – det gjorde Monet imidlertid ikke – han kørte gud ske lov sit eget løb, og det har vi al mulig grund til at takke ham for i dag!
Herfra nærmer Panduro sig langsomt sine egne romaner og kritikken af dem:
Der er i disse de nye tings tider et evindeligt og monotont krav til forfatteren om at også han skal forny sig! Hvorfor i alverden skal han det? Vil det sige, at han skal flakse fra emne til emne som en bi fra blomst til blomst? (i øvrigt er de fleste bier vist uhyre trofaste overfor bestemte blomster). Vist skal han ikke nej! Han skal fordybe sig i det han dels ved noget om, dels mærker på sin egen krop som et problem …
Da Panduro skrev kronikken, havde Nils Malmros endnu ikke lavet sin første film, men måske havde han læst kronikken. I hvert fald underbygger hans produktion Panduros tanker.
Jeg vil gerne anbefale Kærestesorger (flot website!) og hele Malmros Collection for den sags skyld. Og hvis det ikke er for sent at sige godt nytår, så lad det hermed være gjort med ønsket om mange gode, let reviderede gentagelser på alle fronter i 2010.
Opdatering søndag, 3. januar 2010 — 11:08
Under overskriften Århusiansk ungdom på hjul og stejle har Politikens kultursektion i dag en omfattende kommentar med udgangspunkt i den nye Malmros-boks, hvor Michael Bo uddeler hjerter til samtlige film (og det glæder mig selvfølgelig, at min personlige favorit Drenge, som kritikerne aldrig har været særlig begejstret for, får 5 ud af 6 hjerter).
- Gengivet i Leif Panduro: Hvilken virkelighed? Kulturkritiske og selvbiografiske artikler i udvalg ved John Chr. Jørgensen, Gyldendal 1977 [↩]
Hvis du har noget at tilføje ...
Kategorier
- Andre steder (23)
- Bagsiden (33)
- Billedtema (2)
- Bøger (103)
- Design (24)
- Film og tv (24)
- Ikke-anmeldelser (4)
- Intermezzo (27)
- Kommunikation (29)
- Medier (33)
- Mode (1)
- Musik (32)
- Mænd og kvinder (1)
- Notater (197)
- Skriveri (18)
- Udklip (14)
Arkiv
- august 2010 (1)
- juli 2010 (3)
- maj 2010 (3)
- april 2010 (3)
- marts 2010 (6)
- februar 2010 (3)
- januar 2010 (3)
- december 2009 (2)
- november 2009 (6)
- august 2009 (6)
- juli 2009 (3)
- juni 2009 (7)
Og rigtigt godt nytår herfra! Er det ikke fordi man vèd at Malmros’ film er gennemsyret af en melankoli, som sender en lige tilbage til den man var dengang, den alder hvor filmen udspiller sig? Og at det lige præcis, er det der er så fint ved de film?
@Brorsan: Tak! Jo, så præcist kan man sige det :-)
Selvom jeg personligt var glad for Kundskabens Træ (“Vi skændes ikk, vi diskuterer!”) – hvaba! Kun 4 hjerter!, mener jeg også Drenge absolut er den bedste Malmros-film. Godt Nytår, Uffe!
Den her må jeg bare se. Takk for tipset.
Jeg melder mig gerne som Malmrosfan. Ud med alle de der nyhedsfikserede journalister, der ikke har fattet, at der ikke er ret meget nyt under himlen. Avatar? Min bar’! Skærer man al det udvendige bort er det en gammel pladderomantisk historie, som har været fortalt før – og nogle gange bedre.
@jesper: Tak!
@Hege: Det var så lidt – god fornøjelse!
@capac: Jeg vidste, at jeg kunne regne med dig :-) Med hensyn til Avatar hører den desværre de film, der er blevet hypet så meget, at jeg får en irrationel modvilje mod dem, så jeg aldrig får set dem, men jeg tror dig gerne.
Min browser har lige slettet den lange kommentar, jeg havde skrevet, så jeg skriver den lige igen – hvor…sjovt…emnet taget i betragtning.
Imens vil jeg høre Prince ‘Joy in Repetition’.
Jeg tør faktisk ikke se Malmros-film, men i går så jeg Woody Allens nye ‘Mig og Melody’. Det er en tilbagevenden til hans klassiske, gentagede form (New York, misantropi, parforhold, krise, snak, komedie). Den var desværre ikke noget for mig.
I aften vil jeg fejre min fødselsdag sammen med venner ved at spise laks i grøn karry for nok 30. gang (de kender mig efterhånden hos http://www.aroii.dk og giver mig altid dobbelt portion laks).
Bagefter vil jeg se ‘A Serious Man’ – Coen-brødrenes seneste – som er en slags gentagelse af deres film ‘The Man Who Wasn’t There’ på en måde. Første gang jeg så den var den ikke så fantastisk – men anden og tredie gang var den fremragende, fordi den ramte en stemning i mig. Jeg håber den er lige så god fjerde gang.
Den handler om et jødisk miljø i 1967, og jeg tror den lige er noget for dig, Uffe – dens humor er underspillet, underforstået og kulsort. Den må du se inden den bliver taget af – den har spillet for fulde huse i Grand Teatret i flere måneder nu.
PS: Min onkel – som minder ikke så lidt om dig – holder altid af at fejre fødselsdag, for som han siger: ‘Det er altid en fornøjelse – især når man overvejer alternativet’.
@Peter H. M.: Tak for kommentaren – jeg har planer om at se både Mig og Melody (jeg satser på, at jeg ikke har fået nok af Woody Allen) og A Serious Man (The Man Who Wasn’t There er en af mine favoritter).
Tillykke med fødselsdagen og velbekomme – grøn karry ligger også højt på hitlisten hos mig (dog uden laks).
Men hvorfor tør du ikke se Malmros-film?
Du er bar sårn en TRL!
hva er en TRL???
En Transportabel RejseLuder!
også fra en af de dersens film, jeg købte den forrige Boks og har selvfølgelig ikke engang fået åbnet den endnu.
@Morfar: Rolig, du er stadig en ung mand med tiden for dig.
Jeg tør ikke se Malmros-film, fordi jeg er bange for at det gør for ondt – simpelthen.
I øvrigt må du se ‘A Serious Man’ i biografen.
@Peter H. M.: Fair nok – det gør det også.
Jeg har lige set Woody Allens ‘Radio Days’. Den var (heller) ikke lige noget for mig. Også en nostalgisk film.
Noget af det sjoveste var, at man kunne se, at den var lavet i 1987 – selvom den foregik i 40erne. Man kunne se at kvinderne havde 80er-frisurer, og noget af tøjet var også 80er-agtigt.