Første gang man smager det, kan man ikke rigtig beslutte sig til, om det smager afskyeligt eller en lille smule pragtfuldt, fordi man aldrig har smagt noget lignende. Men hvis man hælder overvejende til den sidste karakteristik, anden gang man smager, er der basis for et livslangt afhængighedsforhold til den uæstetisk udseende, mørkebrune substans med den uransagelige, salte smag.
Det kan dog næppe tilskrives Marmite, at vi kort efter flyttede sammen og delte forskellige andre fornøjelser …
Jeg blev introduceret til Marmite af en pige, jeg boede på kollegium med i 70‘erne. Hun havde været au pair i London, hvor hun var blevet hooked på den lille glaskrukke med det æggegule skruelåg, og efter to stykker ristet brød med stadset var jeg selv rekrutteret som missionær. Det kan dog næppe tilskrives Marmite, at vi kort efter flyttede sammen og delte forskellige andre fornøjelser, men så længe det varede, var Marmite et fast punkt på den fælles indkøbsseddel. Dengang kunne man købe det i enhver Kvickly med respekt for sig selv, men de tider er for længst forbi. Det samme er parløbet med min Marmite-coach, og muligvis er det derfor, at jeg stort set havde glemt alt om det malabariske produkt indtil i dag.
Helt tilfældigt ser jeg nemlig på nettet, at Marmite nu også fås som breakfast bar, hvad der må betegnes som en yderst kontroversiel satsning for et produkt, der har over hundrede år på bagen i sin oprindelige form og emballage. Men hvorfor egentlig ikke? Ernæringsmæssigt er det ikke det værste, man kan udsætte sin organisme for. Det er 100 procent vegetabilsk og sprængfyldt med B-vitaminer.
Man skal være noget af en dødbider for ikke at holde af Marmites slogan Love it or hate it, og den kreative hjemmeside med tilhørende diskussionsforum og lydbøger for børn til gratis download er også et besøg værd. Der er ikke så lidt kult omkring Marmite, og ud over en side på Facebook med 238.000 fans findes der selvfølgelig også et I love Marmite-site. Deciderede og dedikerede Marmite-nørder kan få deres lyst styret her, og Marmite-haderne er der også tænkt på.
Det er nu lykkedes mig at finde en dansk importør, og jeg har ufortøvet bestilt en ladning. Nu må vi så se, om passionen har overlevet en menneskealders adskillelse, eller om den måske skal deponeres i afdelingen for ukontrollabel nostalgi.
Ingen trackbacks
Du kan lægge et trackback ved at bruge denne URL: http://stenstrop.dk/wp-trackback.php?p=2122
18 kommentarer
jeg synes det smager dejligt, og det gør bovril også…
Du kan da få bundfaldet, når der brygges øl her i huset…..
I “de gode gamle dage” var der kø ude på Tuborg bryggerierne til udleveringen af gær, specielt til ældre medborgere. Vi stod også i kø, da vi brugte gæren til undervisningsbrug. Bryggerigær har nogen heldige egenskaber til brug i undervisning om kulhydratomsætning, som det nok vil være for meget at komme ind på her. Altså gratis Marmite hvis det har interesse :)
Iøvrigt tror jeg måske nok man skal holde lidt igen (ikke mere end 40 mellemmadder pr. dag) da jeg kunne forestille mig at man kunne få gigtlignende symptomer pågrund af det relativt høje nukleinsyre (DNA og RNA) indhold, for ikke at tale om det høje saltindhold. Men mht. til gigten ville det være meget værre at spise f. eks. E. coli bakterieekstrakt, men hvem ville også det?
Nåh, så blev det lidt nørdet alligevel :)
Nostalgi! Det er kun de fattige der spiser Marmite. Så vidt jeg er orienteret. :)
@pilsna: Ja, med den forskel at Bovril er for kødædere.
@Brorsan: Tak for tilbuddet, og tak for advarslen. Tilbuddet tager jeg gerne imod, men under forudsætning af, at jeg kan få det leveret i en lille, buttet glaskrukke med gult skruelåg.
Mon ikke mellemmadindtagelsen begrænser sig selv – hvor godt, man end synes om smagen :-)
@Morfar: Min herre, hvad kender De til min økonomi?
http://20yk.sl.pt
@capac: Ha! Du er en ond mand!
Jeg har selvfølgelig hørt en masse om marmite, men jeg har aldrig smagt det. Nu bliver jeg selvfølgelig en lille smule nysgerrig…. jeg må vist købe noget, næste gang jeg kommer forbi helsekosten! :D
@Jens: Hvis det lykkes, så husk lige at give mig adressen, ikke?
Jeg må nok tilstå at jeg savner en duft/smagsprøve i dit indlæg.
Marmite ….. får mine tanker på langfart
Traf på stadset første gang i mit liv, da jeg var på en 3 måneders sørejse på Stillehavet. Omgivet af engelsktalende fra forskellige nationer. De havde ofte passioneret diskussion om, hvorvidt den var den britiske marmite eller den fra overseas, læs Australien eller New Zealand, der var bedst. (Tror forøvrigt den oversøiske havde et lidt andet, men meget marmite-klingende navn.)
I første omgang anede jeg jo overhovedet ikke, hvad det var. Men fik det også på min toast …. og ja, hvad skal jeg sige …. det smager lidt vidunderligt og lidt afskyeligt. Har ikke smagt det siden dengang i 2001. På det blå ocean. Der må have været en masse med. Vi løb i hvert fald aldrig tør’ for Marmite.
@Laila Johnsen: Endelig en (delvist) ligesindet! Tak, Laila.
Hmmm – noget sent ude her, er jeg klar over, men jeg prøver alligevel:
Indtil jeg læste dit indlæg var jeg overbevist om, at det at kunne lide Marmite ligger i generne, for jeg har (havde) indtil nu ikke mødt en eneste dansker, der har kunnet vænne sig til den smag.
Min datter har nu boet ni år i England og afskyr det stadig, selv om hun med jævne mellemrum giver det en chance. Til…
Min engelske svigersøn mener ikke, at han kan leve uden Marmite. Deres to børn på tre og fire år elsker Marmite, hvilket bestyrkede min teori med generne. Indtil nu.
Jeg tror dog på, at dine følelser har haft en hel del indflydelse på din smagsfornemmelse, men det kan formentlig blive af- eller bekræftet, når du igen finder produktet.
Jeg skal til UK i februar. Skal jeg tage lidt af den ægte vare med hjem til dig?
@Ellen: Det er aldrig for sent at forholde sig til Marmite, og jeg tør godt skrive under på, at følelser og erindringer ingen indflydelse har på min godhed for Marmite. Til gengæld vil jeg ikke afvise, at jeg har en britisk fortid i et tidligere liv, der kan forklare mine anglofile smagsløg.
Det er en smuk gestus at tilbyde dig som personlig importør, men ellers tak, jeg klarer mig :-)
Hvad er for resten din egen mening om Marmite?
I LURVE MARMITE! – Vi plejer at tage en teskefuld og haelde kogt vand over og drikker det saa som en “hot drink”. Vi havde det med til Jamaica, da det skulle kunne holde myggene fra flaesket, men jeg tror de Jamaicanske myg er specielt glade for hvidt koed med marmitesmag!
@Tina – omme i London: Godt at vide, hvis man engang skulle komme på de kanter :-)