Stenstropedia
Rapporter fra en lænestol
Intro/motto/credo
Sandheden, hele sandheden og kun sandheden, medmindre det er sjovere at finde på noget selv.
To minutters stilhed, tak
Når man altid har arbejdet i kommunikationsbranchen, kan det virke besynderligt og selvmodsigende, at man egentlig befinder sig allerbedst, når man er alene og ikke behøver at kommunikere med nogen. Ikke desto mindre er det sådan, jeg ofte har det. På den anden side er tilværelsen fuld af selvmodsigelser. Den overlæge, der udskrev mig fra hospitalet for nylig, havde fx en pakke grøn Cecil stikkende op af brystlommen, og sådan er der så meget.
Jeg nævner hospitalsopholdet, fordi det var her, det for alvor gik op for mig, hvor meget jeg sætter pris på ensomhed og ordløse stunder. Det er ikke meget privatliv, man har, når man i en uge skal ligge på en femsengsstue med fire, måske fem storsnorkere (hvoraf den sidstnævnte er uinteressant i denne sammenhæng). Men også om dagen er ikke-støj en mangelvare, og man kommer til at holde meget af sine medbragte, overdimensionerede og meget synlige hovedtelefoner, som man kan tage på, når man vil signalere, at man ikke er tilgængelig. Ingen kan jo se, at de ikke er sluttet til noget som helst, og at det ikke er en interessant udsendelse på P1 om salamandres kønsliv, man lytter til, men bare stilheden.
Et øjeblik efter har man selskab af en anden festdeltager, der påstår, at han også hader smalltalk …
Jeg har også et noget anstrengt forhold til fester, især dem, hvor jeg stort set ingen kender, og hvor smalltalken er den eneste gangbare kommunikation. Sammenlagt har jeg tilbragt utallige timer på terrasser og i baghaver på jagt efter et par minutters ensomhed, for det bliver sjældent til mere end et par minutter ad gangen. I løbet af forbløffende kort tid er der altid nogen, der opdager en, og et øjeblik efter har man selskab af en anden festdeltager, der påstår, at han også hader smalltalk, men på ingen måde lever op til påstanden. Fem minutter senere har alle dem, der tror, at de endelig har spottet festens cool kids, indfundet sig, og så står vi alle sammen som sild i en tønde på terrassen med skuldrene oppe om ørerne og hakker tænder, mens vi bander smalltalk langt væk. Indtil vi opdager, at vi ikke selv har andet at byde på og sjosker tilbage til festen — hvis den da ikke er afgået ved døden i mellemtiden.
Misforstå mig ikke. Det er sådan set ikke, fordi jeg ikke bryder mig om at være sammen med andre mennesker, men jeg vil bare gerne selv bestemme hvornår, og jeg foretrækker små, sluttede selskaber. Med andre ord: fordi jeg ikke har lyst til at være i stue med 75 af dine nærmeste venner, betyder det ikke, at jeg ikke synes om dig. Lad os drikke en kop kaffe sammen, men lad være med at tage nogen med, og lad os holde det under en time.
Hvis du har noget at tilføje ...
Kategorier
- Andre steder (23)
- Bagsiden (33)
- Billedtema (2)
- Bøger (103)
- Design (24)
- Film og tv (24)
- Ikke-anmeldelser (4)
- Intermezzo (27)
- Kommunikation (29)
- Medier (33)
- Mode (1)
- Musik (32)
- Mænd og kvinder (1)
- Notater (197)
- Skriveri (18)
- Udklip (14)
Arkiv
- august 2010 (1)
- juli 2010 (3)
- maj 2010 (3)
- april 2010 (3)
- marts 2010 (6)
- februar 2010 (3)
- januar 2010 (3)
- december 2009 (2)
- november 2009 (6)
- august 2009 (6)
- juli 2009 (3)
- juni 2009 (7)
Hej Uffe, hmmm sjovt, det kunne næsten have været mig, der havde skrevet dette indlæg… Har også lige været en tur på sygehuset (havde dog kun medbragt mine små iPod headphones), og har det som dig med større forsamlinger…
Stilhed er skønt!!
Mvh
Claus
Jeg kan godt forstå, at den trang til at være i fred, som jeg tror, de fleste i virkeligheden har, kan forstærkes, hvis man lever eller har levet af det modsatte.
Jeg har det – næsten – som du. En time kan være tilstrækkeligt, men det kræver efter min mening, at man ses tiere, end mange af mine venner og bekendte – og jeg selv – har tid til, så som regel synes jeg, at et par timer er mere passende. Ellers bliver det stressende, hvis man skal nå det hele. Man skulle jo også gerne kunne slappe lidt af sammen, hvis et vist mål at sympati er til stede, og hvorfor skulle man ellers overhovedet mødes? Men det ville være dejligt, hvis folks tid var til en entimessammenkomstkultur.
Og du har ret: Selskaber skal være små og sluttede.
@Claus D Jensen: Det er altid godt at have en lidelsesfælle :-)
@Rasmine: Så er vi allerede tre!
Dejligt at man ikke er alene om disse ønsker til socialt samvær.
Dejligt at se dig tilbage!
Ja, dejligt at se ord fra dig igen.
Jeg nyder også stilhed – men elsker nu også en god lang snak, som ud på de små timer kan blive meget interessant. Særligt, når den kun er hjulpet på vej af en hel masse kaffe.
Ja, godt at se dig tilbage.
Hvad angår dette indlæg er det i øvrigt godt at vide at du ikke altid mener alt hvad du skriver – og at det ikke er det eneste, du mener om sagen.
Jeg kan sagtens sætte mig ind i den følelse. “Hold nu kæft et øjeblik”-følelsen.
Men jeg ville nok aldrig tage til fest hvis ikke jeg var i humør til at snakke med fremmede (eller venner, for den sags skyld). Jeg har nu også været så heldig at de sidste par år har budt på så mange forrygende helaftensforestillinger med så mange spændende mennesker at det halve havde været imponerende. Jeg priser mig heldig over hvor mange søde, varme og interessante mennesker jeg kender.
Men for at vænne tilbage til din tanke – faktisk har jeg af og til droppet en fest i næstsidste øjeblik fordi jeg kunne mærke at det var ned ad bakke allerede inden jeg kom af sted.
Jeg kan også sagtens bruge en weekend alene, uden at skulle se nogen til kaffe eller det der er stærkere. Jeg har det utroligt godt i mit eget selskab. Måske fordi jeg normalt omgi’r mig med horder af andre mennesker.
Men noget helt andet er at jeg har haft så rygende travlt at jeg åbenbart ikke rigtigt har opdaget at du har været indlagt. Jeg håber din rekonvalescens er ovre og du er lige så frisk som du plejer. Bedste ønsker om det herfra.
Skål. (evt. i kaffe)
///J
@Trine Louise: Det nærmer sig en organisation!
Tak, Morfar og Nina og Peter!
@Peter Pedal: Er der nogen, der gør det?
@Jeppe: Du har ret: man skal blive væk, hvis man er i introvert mode, og det gør jeg også i ni ud af ti tilfælde. Det tiende tilfælde er det, man ikke kan komme udenom uden at træde nogen over tæerne, som man ikke har lyst til at såre. Indlægget er selvfølgelig sagen sat på spidsen, og somme tider oplever man/jeg endda at blive vældig positivt overrasket. Men overvejende er jeg som sagt til sammenkomster med et overskueligt deltagerantal, omend ikke altid baseret på kaffe.
Tak med hensyn til rekonvalescensen. Det var ikke så dramatisk, som det måske lyder til – bare en lidt kompliceret blindtarmsoperation :-)
-> Uffe: Nogle mere end andre :-)
Man kan f. eks. ofte slippe afsted med at lave en fest i festen. En lille sluttet kreds i et hav af festende mennesker. Eller måske man skulle begynde at ryge pibe igen,- balkan sobranie (med god sort latakia) så er der ingen der forstyrrer dig ude på terrassen :)
OK, smalltalk er dødsygt, men det behøver jo ikke altid at blive ved det, Og det er vel egentlig også hvad du giver udtryk for…
@Peter Pedal: O.k., så siger vi det :-)
@Brorsan: Faktisk er jeg en stor ynder af smalltalk – under de rette omstændigheder og i de rigtige doser, hvis du forstår, hvad jeg mener. Det bilder jeg mig for resten ind, at jeg ved, du gør :-)
Nå, du har også været på Balkan Sobranie. Jeg får næsten prikken i hovedbunden igen bare ved tanken …
Oij.. situationen er mig særdeles velkendt. Begge situationer. Jeg kan lige se det næsten tilbagevendende billede, med den ligeså tilbagevendende replik…”Nå, står du her og keder dig …helt alene?.”.. Og freden, eller bare de få minutter, jeg ind imellem skal bruge på at synke alle indtryk, er fordampet og indkogt til small talk.
Jeg har ALDRIG været indlagt før, men blev det desværre i år. Elsker den solitære tilstand..Og lige pludselig er man blevet en patientmasse, hvirvlet ind i patientstof og reduceret til stue 10/ seng 2… Så blir jeg syg, men vi skal længere ind, vi skal helt ind i sindet…nej…ville bare hyle sammen med flokken af hoveder, der har det godt alene…også…
GODT navlepillende!!!
Hvor er det dejligt du er tilbage igen – ogsaa selvom det er lige saa stille. :)
Du må straks lave en facebookgruppe…
@Sidse: Så er det jo godt, at man lærer at tage sine forholdsregler :-)
Tak, Pedrsn og Tina!
@capac: Absolut en overvejelse værd – men er det ikke nærmest dit gebet?
Jeg har nok at se til med alle mine grupper lige nu.
Det kan jeg forestille mig :-)
Jeg synes du skal genindføre dine twitter-klip på stenstrop.dk.
@Peter Pedal: De ligger i bunden til højre.
-> Uffe: Der er der som bekendt ikke mange, der ser dem. Op i toppen med dem – som de har været før.
@Peter Pedal: Her går form som bekendt forud for indhold.
Så meget desto mere skal de op i toppen – det så så godt ud da de var der.
PS: Check evt. http://www.gofood.dk – et flot WordPress-site, synes jeg.
Jeg har (desværre) frekventeret hospitaler en del og alt over 2-sengs stuer skulle være forbudt og helst skulle det være enestuer hele vejen rundt i mit hoved. Som du skriver, det begrænser sig, hvor morsomt det er at dele andres snorken og det der er værre medmindre det er ens bedre halvdel!!! Og så er man der jo fordi man er syg, og så har man sgu da brug for RO! Det er lidt utroligt, at man først nu, er ved at finde ud af, at det er en god ide. Men der går nok desværre noget inden det bliver realiseret hele vejen rundt. Så vil de hellere nedlægge små dejlige sygehuse, og bygge prestige supersygehuse! Er det OS der vil have dem? Det er ihvertfald ikke mig! God weekend!
@Peter Pedal: Ja, GoFood-sitet er flot! Med hensyn til det første ved jeg ikke rigtig …
@Deborah: Enig – det ville være skønt, hvis tosengsstuer var normen. Og tak, i lige måde!
Som jeg kjenner meg igjen i dette. Vi var nettopp på fødselsdagsfest til en som fylte 60. Supermange gjester, sprudlende mennesker, strålende, stående buffet, smakfulle viner – og hva gjorde jeg? Følte meg som i en mottagelse på en ambassade. Gikk en tur i hagen med min kjære. Lengtet hjem.
@Kontra: Det er ud til, at fænomenet er mere udbredt, end jeg havde regnet med :-)
Det har jeg også oppdaget. Mange har det sånn, og da gjenstår jo det innlysende spørsmålet: Hvorfor fortsetter vi med denne sporten? Jeg er overbevist om at sekstiårsjubilanten jeg besøkte sist lørdag også hadde det på samme måte. På nyåret er det min tur. Jeg skal ha stort dameselskap. Det blir garantert hyggelig, – men har jeg egentlig lyst? Har gjestene egentlig lyst?
Snakk om å være slave for konvensjonene.
@Kontra: Den mest irriterende variant er den, hvor man egentlig har gået og glædet sig til at komme til festen, men først i det øjeblik, man træder ind ad døren, opdager, at man har stukket sig selv blår i øjnene, og det er for sent at fortryde. Heldigvis kan det omvendte også forekomme (om end betydelig sjældnere …)
Ak ja. Det er ikke nemt.