Stenstropedia
Rapporter fra en lænestol
Intro/motto/credo
Sandheden, hele sandheden og kun sandheden, medmindre det er sjovere at finde på noget selv.
Den hellige, almindelige ejendomsret
Jeg har altid været ikke så lidt misundelig på den lille, eksklusive skare af mennesker, der fra naturens hånd er udstyret med en magnetisk personlighed, som gør, at folk flokkes om dem som fluer og træder skoene af hinanden bare for at være i nærheden af dem. Men misundelsen er svundet betragteligt ind i løbet af de sidste par dage, hvor jeg har konstateret, at jeg selv hører til de få udvalgte. For desværre er den magnetisme, der er blevet mig forundt, af en selektiv beskaffenhed, som tilsyneladende kun tiltrækker spidsborgere og ligusterfascister i den mest emsige og øretæveindbydende kategori.
Første gang, jeg opdagede min specielle tiltrækningskraft, var i søndags, da Madame og jeg gik vores obligatoriske aftentur med den nedgående sol i hælene, og vi passerede en landejendom med et viltert brombærkrat, som sendte kaskader af stikkende grene med solmodne bær ud over vejen. Med andre ord et tilbud, vi ikke kunne afslå, hvorfor vi standsede op og gav os til at plukke og smage i al stilfærdighed. Stilheden varede dog ikke længe, for inden der var gået et minut, blev den brudt af en overkorrrekt, men brysk mandsstemme bag os, der galpede:
- Har De tilladelse til at plukke de bær!
Et øjeblik troede jeg, at det var en film, vi var med i. Det var det på ingen måde. Manden var autentisk harmdirrende …
Vi vendte os selvfølgelig om for at lokalisere støjkilden og opdagede, at spørgsmålet udgik fra en talende buste, der stak op bag genboens hæk. Sandsynligvis var det genboen selv, men han havde en ikke ringe lighed med Emil Hass Christensen — en distingveret, sølvhåret skuespiller, der var overlæge eller højesteretssagfører i alle film i min barndom — og et øjeblik troede jeg, at det var en film, vi var med i. Det var det på ingen måde. Manden var autentisk harmdirrende og hibiscusrød i ansigtet.
Som enhver ved, fremgår det indirekte af Christian den Femtes Danske Lov af 15. april 1683, at man godt må plukke bær i beskedent omfang af vildtvoksende træer og buske, der hænger ud over skel til offentlig vej. At der var tale om vilde bær, kunne ingen være i tvivl om, eftersom buskene tydeligvis havde været uberørt af menneskehånd i cirka en menneskealder, og enhver kunne se, at krattet rakte langt ud over skellet. Men uanset hvilke argumenter, vi fremførte, blev vi skåret af med: ‘Har De tilladelse?’, ‘Bærrene tilhører min nabo!’ eller ‘De må ikke …’ Til sidst opgav vi og gik videre efter at have takket manden for hans uegennyttige, men malplacerede omsorg for andres ejendom.
Jeg blev brat revet ud af mine tanker af en dyb kvindestemme, der lød som en vellykket imitation af Karen Blixens …
Anden gang, jeg observerede mine magnetiske evner, var i går aftes, da vi kørte gennem Madames barndomsland i Holte, og hun insisterede på at blive sat af på en smal villavej for at tage billeder af kanoklubben, mens jeg ventede i bilen. Når jeg siger smal, er det fordi der var så lidt plads, at jeg så mig nødsaget til at køre op over kantstenen og lade to hjul hvile på det yderste af fortovet for det tilfælde, at der skulle dukke en anden bil op, som ville forbi. Da jeg havde gjort det, rullede jeg vinduet ned og satte mig til rette for at indsnuse den milde aftenluft og nyde synet af de smukke, hvide palæer og feudalborge, der omgav mig på alle sider.
Igen gik der rundt regnet et minut, så blev jeg brat revet ud af mine tanker — denne gang af en dyb kvindestemme, der lød som en vellykket imitation af Karen Blixens. Stemmens indehaver var da også omtrent gammel nok til at have gået i parallelklasse med baronessen, og selv om hun ikke bar hat, besad hun den samme selvbevidste myndighed. Den tøvede hun ikke med at anvende, og jeg måtte lægge øre til endnu et indigneret foredrag om krænkelse af den private ejendomsret.
I dette tilfælde var der ikke andet at gøre end at undskylde den formastelige parkering, for hun havde uden tvivl loven på sin side.
Nu er det så, at jeg spekulerer jeg på, hvordan resten af ugen kommer til at forløbe, og om jeg skal opsøge en alternativ helbreder, der kan afmagnetisere uønsket magnetiske personligheder som mig. På den anden side er jeg også stærkt fristet til at vende tilbage til brombærkrattet fra i søndags og fortsætte plukningen, så jeg samtidig kan genoptage det lille raske skænderi.
Det gælder om at holde på sin ret.
Hvis du har noget at tilføje ...
Kategorier
- Andre steder (23)
- Bagsiden (33)
- Billedtema (2)
- Bøger (103)
- Design (24)
- Film og tv (24)
- Ikke-anmeldelser (4)
- Intermezzo (27)
- Kommunikation (29)
- Medier (33)
- Mode (1)
- Musik (32)
- Mænd og kvinder (1)
- Notater (197)
- Skriveri (18)
- Udklip (14)
Arkiv
- august 2010 (1)
- juli 2010 (3)
- maj 2010 (3)
- april 2010 (3)
- marts 2010 (6)
- februar 2010 (3)
- januar 2010 (3)
- december 2009 (2)
- november 2009 (6)
- august 2009 (6)
- juli 2009 (3)
- juni 2009 (7)
Hvor er det herligt, at få nurset sin indre pedant. Det er jo nemlig ikke sikkert, at din Karen Blixen klon uden tvivl havde ret.
I halvdelen af landets kommuner er det faktisk tilladt at parkere med to hjul oppe på kantstenen. Ruderdal er en af dem:
http://www.rudersdal.dk/Borgerservice_selvbetjening/By_bolig/Veje_trafik/Veje/Parkering/Parkering_fortove.aspx
Men selvfølgelig, hvis kvinden ikke kunne knibe sig mellem dig og hækken, så havde hun retten på sin side.
Det er i den slags situationer, man står overfor et valg. Valget mellem at sige: Ve’ du hva’ gammelfar?.. – Nu lukker du røven, ellers kyler jeg dig ind i krattet med hovedet først ! ! !
Eller også forsøge at docere lidt lærdom ind i hovedet på tågehornet. Man kunne jo forsøge at se om han kunne være interesseret i brombærrets mangfoldige såvel helbredende som forebyggende virkninger på bl.a. blodtryk og humør…. Ja man kan endog ligefrem blive hensat i en beruset tilstand af medmenneskelighed. Skarpt opfulgt af en ordentlig røvruld jura.
Nej du…. sagen er den, at torsken ved, at “ejeren” af bærrene ikke har rørt dem i ca 50 år da han ikke har vovet sig udenfor en dør, og i samfulde 50 år har klaphatten forsynet sig i alt andet end beskedne mængder, hvorfor han nu betragter bærrene som sin ejendom. Skulle du blive budt ind til kaffe, kan du være sikker på at der på bordet vil stå hjemmelavet brombærmarmelade.
@Andrea: Takker! Jeg må tilbage til Holte og parkere på fortovet ved først givne lejlighed!
Halleluja – janteloven lever i bedste velgående ;-) Tilbage på åstederne og hold på din ret, og så forventer vi udførlig rapport herom…
@kent: Tak for en overbevisende teori. Dog anser jeg invitationen til aftenkaffe for endog yderst hypotetisk!
@Per: Jeg er på vej …
Mon man nogensinde har set Emil Hass Christensen hidse sig op?
Min første tanke, da jeg læste om brombærintermezzoet var den samme som Kents: Mandens hensigt var hverken at beskytte sin genbos ejendomsret eller forsvare princippet; han ville have bærrene for sig selv.
Forresten har jeg selv den samme variant af magnetisk tiltrækningskraft, så du er ikke alene.
@Rasmine: Ikke desto mindre var ligheden slående.
Jeg ville gerne have set det :-)
Samme parkeringsregler findes i Silkeborg (F.Y.I)
Jeg har til gengæld altid været misundelig på mennesker som kan komme ud for den slags situationer og ikke blive indebrændt hidsig – eller som i det mindste kan sige ordentligt fra.
Omvendt er jeg ikke så misundelig på det der magnetiske menneske, jeg vil egentlig helst bare gerne have lov at være i fred.
Emsige personer :)
Efter stormen på København blev københavns universitets akademiske medborgere fritaget for snerydning i al fremtid, som tak for deres indsats på voldene. Jeg har tit hine kolde vintermorgener tænkt på om man skulle gøre sine forfædres ret gældene. Mon Claus Bondam ville udvise forståelse?
Holte, Tisvildeleje, you name it- man skal lade være med at tage tilbage, det er en anden verden nu. Nye tider, andre mennesker.
@kent: Så ved jeg, hvor jeg skal holde sommerferie til næste år. Tak.
@Trine Louise: Skal jeg være helt ærlig trives jeg egentlig også bedst under ubemærkethedens kåbe …
@Morfar: Mere præcist kan det ikke siges!
@Brorsan: Jeg tror også, man er bedst tjent med at vælge resignationen.
Bortset fra det, er jeg overbevist om, at Claus Bondam er lydhør, hvis bare du lover at tage cyklen.
Jeg har atter moret mig herligt. Du er god til at beskrive hændelserne, så det føles som om, man selv overværede dem :O
Det er et flot layout, du har på din blog. Jeg savner dog en rød prik – fx over i’et i dit navn. Det ville gøre underværker :-)
@Lone: Tak – jeg skal overveje i’et :-)
Næste gang du tager hjemmefra, synes jeg at du skal putte en brosten i lommen, så du kan forsvare dig, hvis det skulle blive nødvendigt. Eller måske kunne du låne en håndtaske af Madame – og så kunne du putte brostenen ned i håndtasken. Det skulle nok blive et effektivt våben, som kunne være nyttigt i en krisesituation, haha. ;)
@Jens Drejer: Tak for ideen! (hvis du nogen sinde havde set Madames håndtasker, ville du også vide, at brostenen slet ikke er nødvendig for at slå en granvoksen mand i jorden …)
Til Uffes juridiske brevkasse:
Som jurist må du kunne svare på hvad man gør, når man som cyklist kører på fortovet og der så kommer en modkørende cyklist.
Lokation: Guldbergsgade, Nørrebro – altså Københavns Kommune (gaden er spærret for gennemkørsel for bilister).
@Peter Pedal: Man spørger ham vel, om han vil med på brombærrov …
Jeg foeler mig hensat til en streg fra “Livets gang i Lillelund!” :)
@Tina – omme i London: Det gjorde jeg også! (‘Lidenlund’, ikke?)
Jo, jeg ved ikke lige hvad der gik galt der!
For pokker Uffe *g* Jeg er ikke sikker på, at det har noget med din magnetisme at gøre… Mere noget med at folk i dag har så pissetravlt med at fremhæve hvad andre gør og ikke gør – de må have meget lidt at gå op i!
Ejendomsret er en meget vigtig ting i dag, for jo mere har des mere er vi ;)
Håber du er i bedring.