Som barn lærte jeg, at hemmeligheder er noget, man skal holde på. Det gjorde jeg så efter bedste evne, men med årene er det gået op for mig, at hemmeligheder giver en frygtelig masse bøvl. Og de faktiske omstændigheder, en hemmelighed rummer, rangerer sjældent særlig højt på chokskalaen hos andre end dem, der er direkte involveret i hemmeligheden. Hvis vi holder mord og den slags udenfor, er hemmeligheders forfærdeligheds- eller underholdningsværdi for det meste ringe. Som regel viser hemmeligheder sig at være rene trivialiteter, som nogen ønsker at skjule af forfængelighed eller andre irrationelle grunde.

Der er flere Metter i min omgangskreds, og der er andre omgangskredse med andre Metter, og undertiden griber de forskellige omgangskredse ind i hinanden …

Netop fordi substansen i hemmeligheder i de fleste tilfælde er gabende triviel, kan det være vanskeligt at gå og huske på, at det er noget, der ikke må fortælles videre. Derfor ville jeg foretrække, at man lod være med at fortælle mig hemmeligheder. Men det er der er hele tiden nogen der gør, og hele tiden kommer jeg galt af sted.

En eller anden siger fx: ‘Du skal ikke sige det til nogen, men Mette svømmer i penge, selv om hun lever på en sten og lader som om hun ingen har.’ Fint nok. Bortset fra, at nu bliver jeg nødt til at holde rede på, hvilken Mette det drejer sig om, og hvem der ellers kender hende. Der er flere Metter i min omgangskreds, og der er andre omgangskredse med andre Metter, og undertiden griber de forskellige omgangskredse ind i hinanden. Det betyder, at når man nu som jeg oftest er optaget af mere grundlæggende, eksistentielle spørgsmål – som fx hvornår jeg mon får det bokssæt med hele Rumpole-serien, som jeg har bestilt hos amazon.com i sidste uge – kan jeg nemt komme til at træde ved siden af i selskabelige sammenhænge.

Man kan fx forestille sig, at jeg er til et selskab, hvor en kvinde kommer hen til mig og siger: ‘Jeg hedder Mette. Jeg tror nok, vi mødt hinanden før…’, og jeg svarer spontant/distræt: ‘Nå ja, det er dig med alle pengene.’ Så vil jeg straks have dummet mig, og hun vil spørge, hvem der har fortalt mig det. Det vil jeg formentlig ikke kunne huske, og det vil automatisk gå ud over andre. Mette siger måske: ‘Det kan kun være Susanne, Helle eller Pia, for der er ingen andre, der ved det.’ Fra nu af vil der være sket uoprettelig skade i mine relationer til alle fire, og i virkeligheden er det måske en helt femte, der fortalte mig hemmeligheden om Mettes penge – som i øvrigt interesserer mig mindre end intet.

Kort sagt, alting ville være meget nemmere uden hemmeligheder. Skulle vi ikke bare afskaffe dem?