Madame erklærede sin såkaldte cykel gennem en halv menneskealder for endeligt afgået ved døden …

Dog, selv for hårdnakkede pragmatikere kan rustmængden og den deraf følgende knirken, knagen og bragen gå hen og blive for meget, og i sidste uge erklærede Madame sin såkaldte cykel gennem en halv menneskealder for endeligt afgået ved døden og meddelte, at hun ville købe sig en ny. Samtidig ville hun købe en ny cykel til mig, så vi kunne tage på små udflugter sammen, for – som hun sagde – jeg ville jo aldrig turde sætte mit unikum af en cykel fra mig af frygt for, at den i et uset øjeblik skulle blive overtaget af en lyssky person, som ikke havde tænkt sig at involvere mig i ejerskiftet. Og deri havde hun fuldstændig ret.

Det er ikke hver dag, man får en cykel forærende af sin hustru, men i dag skete det altså, og jeg er blevet indehaver af en überlækker klassisk, minimalistisk brugscykel af gedigent, dansk fabrikat (jo, du må gerne se den). Madame fik en cykel, man godt kan vise sig sammen med uden at tabe ansigt, om end der er tale om en ganske anden stilart, men heldigvis kan man ikke være enige om alt. Jeg takker min skaber for, at vi heller ikke går (eller kører) i ens vindjakker – endnu.

Nu har vi lige været ude at cykle ti kilometer mellem to regnskyl. Det var pragtfuldt!

Hvis man ville, kunne man sikkert indvende alverdens ting mod den forside: agurketid, mangel på væsentligt nyhedsstof, Politikens sædvanlige skinhellighed, den kyniske spekulation i læsernes sentimentalitet og dobbeltmoral osv.

Men illustrationen ramte mig lige i mellemgulvet. Jeg har sjældent set en tegning fortælle så meget med så få virkemidler, og personlig køber jeg fra i dag aldrig mere en industrikylling – heller ikke, når der ingen økologiske er at få. Så har jeg i det mindste fjernet én plet fra min sikkert blakkede forbrugermoral.

I øvrigt er det helt befriende for en gangs skyld at rose sin avis.

Artiklen, der har affødt illustrationen, kan læses her.

Bevidstheden om, at det alt sammen er noget, der har fundet sted, gør ikke bare filmen afsindigt nervepirrende, men mildt sagt rystende …

At manden var mindre end begejstret for initiativet, kan jeg bevidne, eftersom det var mig, der var ham. Indifferencen varede dog kun, indtil jeg opdagede, at Tiger – sådan hed forretningen – ud over den imponerende samling af alverdens mest overflødige tingeltangel havde et efter omstændighederne nydeligt udvalg af udmærkede spillefilm på dvd. Outdatede, ganske vist, men hvad gør det, hvis man ikke har set dem, og man kan få dem for 20 kroner stykket.

Jeg skal undlade at gå i detaljer med hele indkøbskurvens indhold, men holde mig til en enkelt film, der var så god, at jeg kunne finde på at se den igen inden ret længe, noget der så at sige aldrig sker. Med andre ord en fantastisk film.

George Clooneys Good Night, and Good Luck er en autentisk historie, der udspiller sig på tv-kanalen CBS i McCarthy-tidens kommunistforskrækkede USA, dvs. i starten af 50‘erne, dengang mænd lignede mænd, gik på arbejde i jakkesæt og altid havde slips på. En konkret sag får folkene bag nyhedsprogrammet See It Now til at gå i flæsket på McCarthy og hans uhyrlige fordrejninger af fakta og falske beskyldninger om landsforræderi. Filmen er optaget i sort/hvid med indlagte tv-klip fra tiden og er sort/hvid i mere end én forstand, præcis som tiden. Det bliver filmen ikke mindre seværdig af, og bevidstheden om, at det alt sammen er noget, der har fundet sted, gør ikke bare filmen afsindigt nervepirrende, men mildt sagt rystende.

George Clooney er god som altid, men alle spiller godt, og David Strathairn er fremragende som den navnkundige, ihærdigt cigaretrygende tv-vært Edward R. Murrow, som han ligner nærmest til forveksling. Se selv – her er Straithairn og her er Murrow. Selv stemmeføringen er ramt på kornet.

Good Night, and Good Luck var nomineret til 6 Oscars, men den fik da vist ikke ret meget omtale i medierne, da den kom frem i 2005? Så er det jo godt, at vi har Tiger, så man kan forvisse sig om, at filmen er skammeligt undervurderet. Den ligger også i 8 småbidder på YouTube, og gør i det mindste dig selv den tjeneste at se introen, som viser den magnifikke fotografering/klipning.

En helt anden ting er, at jeg nok også bliver nødt til at anskaffe mig soundtracket med Dianne Reeves. Hør bare her.

De praktiske informationer og de hurtige jokes har fået deres eget element …

’Bloggen er død’ – eller i hvert fald døende, skrev The Economist for nylig. ’Ingenlunde’ svarer Cory Doctorow¹ i en klumme i The Guardian – man bruger bare ikke bloggen til så meget, som man gjorde engang. Dengang der ikke var noget, der hed Facebook eller Twitter.

Jeg er helt på Doctorows side. Temmelig mange af de blogskrivere, jeg kender, har nu – lige som jeg selv – mere eller mindre droppet bloggen til fordel for Twitter og/eller Facebook. Måske fordi de/vi er nået til den erkendelse, at temmelig meget af det, vi bloggede om, egentlig ikke kunne bære et blogindlæg. Vi fik en idé og kogte lidt suppe på pølsepinden, så det alligevel kom til at se ud af noget – fordi der ikke var andre muligheder. Men nu har vi alle de andre ‘sociale medier’, der er meget lettere at gå til og langt mindre prætentiøse. På Twitter er det ikke bare legitimt, men simpelt hen nødvendigt at fatte sig i (ultra)korthed. De praktiske informationer og de hurtige jokes har fået deres eget element.

Men der er selvfølgelig ingen, der siger, at man behøver at droppe bloggen fuldstændig af den grund. Bloggens styrke ligger i, at den ikke har nogen kvantitativ begrænsning, og det gør den stadig til det suverænt bedste sted at få afløb for sine narcissistiske tilbøjeligheder, pleje sin forfængelighed og falde i staver over den bedårende udsigt til sin egen navle. Derfor skulle det heller ikke undre mig, om jeg fortsætter med at blogge lidt endnu. Med lidt ujævne mellemrum.

1. Cory Doctorow er en canadisk blogger, journalist og science fiction-forfatter. Han blogger på craphound.com og er medredaktør af Boing Boing.[↩]

Efter at have arbejdet på sagen i en årrække, er det omsider lykkedes mig at erobre et hjørne af stuen, som jeg har møbleret med en magelig stol til formålet. Løsningen er dog ikke ideel. Erfaringen har tydeligt vist, at arrangementet ikke forhindrer andre beboere i Casa Stenstrop i at henvende sig til en, uanset hvor opslugt man er af sin bog eller forsøger at være.

Seriøs såvel som useriøs læsning kræver plads til uforstyrrethed og fordybelse. Med andre ord: man må have et sted, hvor man kan sidde og læse i fred …

Derfor kan man godt engang imellem misunde Virginia Woolf hendes writing lodge – den træhytte til at læse og skrive i, som hun lod opføre på sin og mandens ejendom Monk’s House i Sussex. Til at begynde med havde hun ganske vist ikke meget fornøjelse af hytten, fordi hun ustandselig blev forstyrret af hunden, naboens børn eller kirkeklokkerne, og i øvrigt var der så koldt om vinteren, at hun dårligt kunne holde på en pen. Men efter ti års trængsler blev lodgen flyttet til den fjerneste ende af haven under et kastanjetræ, hvor der var mere fred og ro, så hytten bedre kunne opfylde sit formål. Beklageligvis var det også her, Virginia Woolf en kold forårsmorgen 1941 skrev afskedsbrevet til sin mand Leonard, inden hun gik ned til floden og gjorde en ende på det hele, men det er en anden historie.

Selve ideen med hytten var jo god nok, og med Virginia Woolfs writing lodge som forbillede har National Trust i England lanceret et Reading Room til haven, som man kan få leveret inklusive opsætning for godt og vel 80.000 kroner (hvis man altså bor i England). Det er måske lige i overkanten for en simpel træhytte, men hvis man har mod på det, skulle den være forholdsvis nem at kopiere. Grundplanen er generøst lagt ud til fri afbenyttelse.

Måske kunne man også nøjes med at bestille et Writer’s Retreat til ‘kun’ cirka 55.000 kroner. Det er inspireret af George Bernard Shaws writing hut på residensen Shaw’s Corner og selvsagt fortrinsvis beregnet til at skrive i. Skulle man finde lokaliteten for lille til læsning, foreligger der på lune sommeraftener heldigvis altid den mulighed at sætte sig udenfor på bænken og flanere med sin yndlingslekture.

Alene inden for den sidste uge er jeg stødt på Jussi Adler-Olsen tre gange. Jeg har hørt et interview med ham i Skønlitteratur på P1 som podcast, jeg har hørt en podcast på en hel time med Jussi Adler-Olsen fra Krimimessen i Horsens, og forleden dag fulgte 21 søndag i hælene på ham, da han var på research på Sprogø i forbindelse med en ny bog i serien om kriminalkommissær Carl Mørck og Afdeling Q. På arbejdet har jeg indtryk af, at jeg er den eneste i redaktionen, der ikke har læst eller er i gang med Flaskepost fra P, så der er snart ingen vej udenom. Der er gået hype af Stieg Larssonske dimensioner i Jussi Adler-Olsen.

Hvem er Jussi Adler-Olsen egentlig, når det kommer til stykket? Eksisterer han overhovedet, eller er han pure opspind …

For en times tid siden kommer jeg hjem fra biblioteket med det nye nummer af Litteratursidens nye bogmagasin, slår op på side 14, og gæt, hvem der er et portræt af! Men Jussi Adler-Olsen virker heldigvis som en helt igennem sympatisk person, og efterhånden har jeg fornemmelsen af, at jeg virkelig kender ham. Han er på min egen alder, og det er somme tider næsten, som om vi har gået i skole sammen.

Så var det, at jeg gik ind på Jussi Adler-Olsens hjemmeside for at se, om der eventuelt skulle være noget, jeg ikke vidste om ham, hvad jeg næppe kunne forestille mig. Men jeg tog fejl, for hans CV oplyser uden omsvøb og som den naturligste ting i verden, at han er student fra Rødovre Statsskole. I sig selv ikke nogen skelsættende information, men det forholder sig tilfældigvis bare sådan, at det er jeg også – oven i købet fra samme år! Med andre ord: vi har gået i skole sammen i tre år, men jeg kender ikke manden og har aldrig mødt ham.

Så hvem er Jussi Adler-Olsen egentlig, når det kommer til stykket? Eksisterer han overhovedet, eller er han pure opspind, en ren og skær fantasme? Det er jo lige til en krimi.

På den anden side har han sikkert heller ikke den ringeste mistanke om, hvem jeg er.

Det var Nick Hornby, der så filmpotentialet i Lynn Barbers historie, da han læste den første gang i Granta Magazine i 2003. Hans kæreste og senere hustru, filmproduceren Amanda Posey, købte herefter filmrettighederne af Lynn Barber, og Hornby brugte adskillige år på at skrive og finpudse filmmanuskriptet. Man fornemmer tydeligt Nick Hornbys stil i manuskriptet, og selv om der både er lagt til og pyntet på den oprindelige historie, ligger hans version forbløffende tæt på Lynn Barbers.

Hornbys filmmanuskript er selvfølgelig allerede udkommet, men der findes ikke nogen Kindle-version endnu. Til gengæld ligger det frit tilgængeligt i sin fulde længde i en hemmelig udgave her (og hvis man har set filmen, vil man opdage, at der er lavet om på slutningen).

Bortset fra det, ender det nok med, at jeg bliver nødt til at fodre min Kindle med resten af Lynn Barbers erindringer.

Opdatering lørdag, 15. maj 2010 – 16:19
Lynn Barbers erindringsbog er nu oversat til dansk af Annelise Schønneman og har fået titlen – An Education! Bettina Heltberg anmelder bogen i Politiken i dag her.

Havana-kvartetten giver sig ud for at være krimier, og bøgerne har da også hver især et plot, men det er aldrig særlig udspekuleret, og hvis man har sat næsen op efter et traditionelt whodunit-mysterium med fart over feltet og stribevis af gys og supplerende mord undervejs, kan man være helt sikker på at blive skuffet. Ingen cliffhangere her!

Havana er på mange måder en mere helstøbt og nuanceret ‘figur’ i bogen end byens indbyggere …

Er man derimod en hund efter velformede sætninger, og har man tålmodighed til at nyde dem på bekostning af tempoet, er der meget at komme efter, og man kan læse bøgerne alene for Paduras skildring af Havana. Han fortæller forfærdelig smukt om den forfaldne by med de afskallede huse, solsvedne træer og forbudte værtshuse, og Havana er på mange måder en mere helstøbt og nuanceret ‘figur’ i bogen end byens indbyggere. Padura går heller ikke af vejen for at skrive kritisk om styret og om skyggesiderne af den cubanske virkelighed.

Hovedpersonen er den melankolske, småfilosofiske kriminalkommissær Conde, der er blevet politimand ved et tilfælde. Han ville egentlig hellere have været forfatter og har aldrig helt sluppet drømmen. I det hele taget dagdrømmer han en del, mens han slentrer omkring og snakker med gamle kammerater og andet godtfolk, mere for sin egen fornøjelses skyld end for at opklaringens, har man indtryk af. Men metoden virker. Han finder ud af, hvem der gjorde det og hvorfor, og imens har man lært ham temmelig godt at kende.

Jeg læser nu nok de to andre bøger i serien alligevel.

Leonardo Padura var med på Krimimessen i Horsens tidligere på måneden, og skulle nogen have lyst til at høre manden selv, er der interview med ham fra messen i Skønlitteratur på P1 i morgen kl. 14.03.

Jenny er en pligtopfyldende gymnasieelev, der læser Camus, lytter til Juliette Gréco på rejsegrammofonen og drømmer om Paris. Hun er kun 16 år og kan slet ikke vente med at blive voksen. En dag, da hun står ved et busstoppested i øsende regnvejr, bliver hun samlet op af David, en venlig og charmerende mand, der tilbyder at køre hende hjem i sin smarte bil.

En blanding af komedie og mild tragedie, men den ender heldigvis med noget, der ligner en happy ending …

I første omgang er bekendtskabet helt uskyldigt, men hun bliver hurtigt tiltrukket af ham, for han lever et spændende liv, har masser af penge, er måske også en lille smule farlig, men først og fremmest utrolig sød. Han står for det modsatte af Jennys eget triste forstadsliv hos de småborgerlige forældre, hvis største ambition er, at hun kommer på Oxford og bliver til noget – det, de aldrig selv fik mulighed for. Men også de falder for Davids charme og glemmer deres oprindelige betænkelighed ved, at han er rundt regnet dobbelt så gammel som Jenny. David og Jenny bliver et par, hun dropper sin skole, for hun vil giftes og leve det søde liv, som hun har fået smag for. Men inden længe begynder sandheden så småt at melde sig. David finansierer sin playboytilværelse på en højst tvivlsom måde, og Jenny opdager, at han også har andre hemmeligheder …

An Education er en blanding af komedie og mild tragedie, men ender heldigvis med noget, der ligner en happy ending mere, end man havde turdet håbe på. Det skal vist ellers helst gå lidt ad helvede til, hvis det skal forestille at være kunst. Men An Education er også en moralsk film. Vovet!

Jeg kunne ikke dy mig for at læse et par anmeldelser, og det skulle jeg som sædvanlig ikke have gjort Jo, de synes skam alle sammen, at An Education er en fremragende film med eminente skuespilpræstationer, og de fleste roser filmen til skyerne, meeen man skulle jo nødig tro, at træerne vokser ind i himlen af den grund:

’An Education’ er hverken af format eller ambition nogen storfilm. Men det er en usædvanlig velskabt og velspillet lille affære.¹⁾

eller

En solid og charmerende bagatel.²⁾

Jeg brækker mig. Enhver ved sine fulde fem kan se, at det ikke på noget tidspunkt har været nogens tanke, at An Education skulle være en revolutionerende, ny storfilm. Den slags detaljer lader et sundt anmelderego sig bare ikke distrahere af.

Se den. Nyd den. An Education er ikke nogen bagatel. Den er et mesterværk inden for sin genre.

1. Kim Skotte i Politiken 22. april 2010 [↩]
2. Per Juul Carlsen i Filmland på P1 23. april 2010 [↩]

Det er noget af en prøvelse, at romanen er skrevet i den særlige forfatterskolestil, hvor sætningerne stopper, næsten inden de er kommet i gang …

Fortælleren er den 11-årige Lars, der kommer i tvivl om, hvorvidt den mand, der går for at være hans far, nu også er det, eller om hans far i virkeligheden er den stodder, hans mor engang var gift med, og som hun ikke vil snakke om. Det ville være en katastrofe, for selv om hans nuværende far er en fed, mislykket snørebåndssælger, der samler på ragelse og ikke kan forsørge familien, og som prutter ved bordet og boller udenom, synes Lars, han er fantastisk. I det mindste er han god ved børn, og det er mere, end hvad man kan sige om de andre fædre i kvarteret. Kammeraten Frank, som Lars leger sumobryder med for nedrullede gardiner, tisser i sin fars øl og udtænker hele tiden nye måder at slå ham ihjel på. Han hader sin far, der tæver ham med livremmen og har pornoblade ude i skuret.

Morten Ramslands gennembrud, megasællerten Hundehoved, sprang jeg over med samlede ben, fordi den ikke bestod halvsidesprøven, og i øvrigt var den på næsten 400 sider, hvad der altid er en svaghed i denne utålmodige læsers øjne. Men Sumobrødre fænger fra første linje, og den kan klare sig med 256 sider, så det går i den rigtige retning (reelt er romanen meget kortere, fordi de mange små, episodiske kapitler, den består af, for det meste ender midt på en side, så der er masser af blankt papir!).

Det er noget af en prøvelse, at hele romanen er skrevet i den særlige forfatterskolestil, hvor sætningerne stopper, næsten inden de er kommet i gang. Man snubler hele tiden:

Jeg vågnede midt om natten. Min mave føltes hård. Jeg havde det, som om jeg havde slugt en sten. Stenen måtte være lige så stor som en voksen mands lever. En flintesten. Halvandet kilo. Mit hjerte gjorde også ondt. Jeg begyndte at græde. Først troede jeg, det var, fordi jeg havde drømt noget uhyggeligt, men jeg kunne ikke huske, hvad jeg havde drømt. Jeg mærkede på min mave og fandt flintestenen derinde. Jeg trykkede på den. Jeg havde ikke børstet tænder.

Ordknapheden er selvfølgelig velbegrundet, når fortælleren er 11 år, og man vænner sig da også forholdsvis hurtigt til alle punktummerne. Eventuelle overskydende aversioner bliver fejet til side af den komik, der heldigvis skjuler sig under alle modbydelig- og uhumskhederne, og Morten Ramslands skarpe iagttagelsesevne og hukommelse er forbløffende. Mange af situationerne kan kun være selvoplevede, og jeg er taknemmelig for, at det ikke er alt, jeg kan genkende.

Sumobrødre er ikke en bog, jeg kommer til at læse igen – der er for mange bank og for meget pis og lort, man skal pløje sig igennem. Men alt i alt er det god, frastødende underholdning, og Camilla Jørgensens omslag er både flot og rammende.

Bogen er udkommet i dag. Skønlitteratur på P1 interviewer Morten Ramsland om Sumobrødre i morgen lørdag kl. 14.03.